Europa Tour spillere skal spille i hjemlandet

atlanta13-256920Europa Touren har vedtaget nye skrappe regler, som presser spillerne til bakke op om turneringer i deres hjemland.
Det betyder f.eks., at alle danske Europa Tour spillere skal spille Made in Denmark turneringen i Himmerland næste år, hvis de vil undgå en ‘straf’.
Indtil nu har det været op til spilleren selv, om han ønsker at spille en turnering i sit hjemland, men for at være medlem af Europa Touren skal man spille min. 13 Europa Tour turneringer i løbet af sæsonen, hvoraf de tre skal være i Europa.
Næste år skal en europæisk spiller fortsat deltage i min. 13 turneringer heraf tre i Europa, men hvis der er en eller flere turneringer i hans hjemland, så skal han spille min. én turnering der.
For ikke-europæiske spillere er kravene endnu større, hvilket man læse mere om nederst i denne artikel.
Straf hvis man ikke spiller i sit hjemland
Hvis en Europa Tour spiller ikke deltager i en turnering i sit hjemland (såfremt der er en eller flere), så skal man spille yderligere to turneringer for at holde sit medlemskab.
Dvs. i stedet for at spille min. 13 turneringer, så skal man spille min. 15 turneringer i løbet af sæsonen, og Europa Tourens direktør får indflydelse på, hvilken den ene af de to ‘ekstra’ turneringer bliver.
For spillere der kun er medlem af Europa Touren er ‘straffen’ ikke så stor, men det er den, hvis man også er medlem af PGA Touren, hvor man min. skal spille 15 turneringer for at opretholde sit medlemskab.
For PGA Tour spillere der ikke er kvalificeret til Majors og WGC turneringer, så bliver det endnu sværere at opretholde dobbelt medlemskab. Tidligere i år opgav Robert Karlsson sit medlemskab af Europa Touren, da han mente, at 13 turneringer var for meget.
The Open og WGC turneringer tæller ikke som en turnering i hjemlandet.
Godt for mindre turneringer
De nye regler er vedtaget for at støtte særligt mindre turneringer. De fleste danske Europa Tour spillere ville nok under alle omstændigheder deltage i Made in Denmark turneringen i Himmerland det første år, men uden de nye regler er det ikke sikkert, at de ville deltage i hvert af de foreløbigt tre år.
Den svenske Nordea Masters turneringer har lange traditioner, men en del af de svenske top-spillere har oftest fravalgt at deltage. Særligt når man spiller på både Europa Touren og PGA Touren er det svært at få turneringskalenderen til at gå op, så en del af de største svenske stjerner har været fraværende i Nordea Masters.
De nye regler er også blandt årsagerne til, at Henrik Stenson allerede nu har tilkendegivet, at han deltager i Nordea Masters næste år, når den spilles i Malmø.
Endnu større krav til ikke-europæiske spillere
Det er ikke kun overfor europæerne der stilles større krav, men også for spillere fra regioner defineret som Sydafrika, Australasien, Asien og Mellemøsten.
Hvis der er mellem 1 – 3 Race to Dubai turneringer i én af disse regioner så skal spillere fra lande i regionen spille min. én af turneringerne. Hvis der er mellem 4 – 6 turneringer skal man spille min. to af dem, og hvis der er flere end 6 turneringer årligt, så skal man spille min. tre af dem.