Seves familie er imod EurAsia Cup

The Royal TrophySeve Ballesteros’ bror angriber Europa Touren, og kalder det mangel på respekt, at man har lavet ny turnering, hvor Europa spiller mod Asien.
I december blev Royal Trophy spillet for syvende gang, og Europa med Thorbjørn Olesen på holdet vandt over Asien. Allerede til marts skal Europa igen spille mod Asien ved EurAsia Cup, der stort set har samme format som Royal Trophy.
Royal Trophy var kun de første to år sanktioneret af Europa Touren, og er nu kun sanktioneret af Japan Golf Tour. Europa Touren har nu lavet sin egen turnering, der på sigt måske kan udkonkurrere Royal Trophy, som dog også skal spilles i december 2014. En turnering sanktioneret af Europa Touren har dog en helt klar fordel ift. markedsføring og for at tiltrække de bedste spillere.
De to kaptajner ved EurAsia Cup er Miguel Angel Jiménez for Europa og Thongchai Jaidee for Asien, og de første fire europæiske spillere er udtaget.
Seve’s brødre bakker ikke op om EurAsia Cup
Da EurAsia Cup blev offentliggjort, sagde Europa Touren, at man vil samarbejde med Seve Ballesteros’ familie og Seve Ballesteros Foundation, men Seves bror Vicente Ballesteros mener ikke, at Seve ville være tilfreds:
– Jeg er sikker på, at Seve ville finde den nye turnering for dårlig stil, og at det er mangel på respekt, siger Vicente Ballesteros i en pressemeddelse fra Royal Trophy og fortsætter:
– Mr. O’Grady (Europa Tourens direktør, red.) har sagt, at den nye turnering er støttet af Ballesteros familien. Når nogen siger noget om en anden familie, skal man være meget forsigtig. Jeg undrer mig over, hvad han mener. Min bror Baldomero og jeg støtter overhovedet ikke den nye turnering. Faktisk mener vi, at et det er mangel på respekt, og personligt finder jeg det utroligt, at nogen udtaler sig på Seve’s vegne.
– Vi støtter Royal Trophy og mener, at den nye turnering er en dårlig idé. Jeg havde ikke forestillet mig, at nogen ville gå så langt.
Også Seve’s nevø Ivan Ballestores, der arbejder for Royal Trophy, er chokeret:
– Det er chokerende, at Europa Touren laver en ny turnering, der ser ud til at være en direkte kopi af Royal Trophy uden at tale med Japan Golf Tour og det kinesiske golfforbund, siger Ivan Ballesteros til Reuters.
Opbakning fra Seve’s søn
Det er dog tilsyneladende ikke hele Ballesteros familien, som er modstandere af EurAsia Cup.
Under Hong Kong Open blev Seve Ballesteros’ søn Javier citeret for at sige, at det var passende at Seves navn blev formelt tilknyttet en turnering, hvor Europa spiller mod Asien.
Seves drøm om Ryder Cup mellem Europa og Asien
Inspireret af Ryder Cup var det Seve Ballesteros drøm, at der også skulle være et ‘Ryder Cup’ mellem Europa og Asien, og det blev til Royal Trophy, som blev spillet første gang i 2006. Seve Ballesteros var vindende kaptajn de første to år.
Seve Ballesteros døde som 54-årig af kræft i 2011.