Made in Denmark støtter Dansk Paragolf

EM-paragolf-2014Made in Denmark har besluttet at støtte det danske Paragolf landshold med 25.000 kroner forud for VM i Japan, der spilles i slutningen af september.
Danmark vandt sølv ved VM for hold da det sidst blev afviklet, og med pengene fra Made in Denmark er økonomien på plads, så holdet kan jagte guldmedaljer i Japan.
Det danske hold består af den regerende Europamester Stefan Mørkholt der har en underbens amputation, Mads Lykke Nielsen, skulderlammelse, Mads Hjelm Nielsen har følgevirkninger fra voldsomt kranietraume og er bror til den professionelle golfspiller Rasmus Hjelm Nielsen samt Flemming Rasmussen, der ligesom Stefan Mørkholt har en underbens amputation.
Stefan Mørkholt og Mads Lykke var med til at vinde sølv i 2011, mens Mads Hjelm og Flemming Rasmussen er nye på holdet.
Ud over herrernes holdturnering spilles der en individuel turnering for damer. Her deltager Mette Wegge Lynggaard (spasticitet i begge ben). Mette blev nr. 2 ved seneste Europamesterskab slået af svenske Caroline Larsson – som er en af de få professionelle spillere. Caroline var med det svenske juniorlandshold indtil hun på grund af kræft fik amputeret det ene ben.
Fakta: 
Paragolf er for spillere med former for fysisk funktionsnedsættelse – typisk arm- eller benamputation, nedsat bevægelighed i større led (hofte, knæ, rygsøjle) eller reduceret muskelkraft og koordination grundet lammelser eller følger af neurologiske skader.