Marc Warren vandt Made in Denmark

aalborg14-276021Marc Warren vandt og tre danskere sluttede i top-10 ved den første udgave af Made in Denmark, hvilket må betegnes som en stor sportslig succes.
Efter tredje runde delte Marc Warren føringen i -6 med Bradley Dredge, og efter en overbevisende finalerunde i -3, så vandt Marc Warren i -9 foran Bradley Dredge i -7 og Philip Archer i -4.
Bjørn blev nr. 4
Thomas Bjørn håbede, at kunne lægge lidt pres på de førende tidligt på runden, og det gjorde han med fire birdies og en enkelt bogey på de første 7 huller.
Desværre mistede Bjørn momentum, og med en bogey på 10. hul blev det til en runde i -2 og en delt 4. plads i -3 sammen med Oliver Fisher og Eddie Pepperell.
En runde i -2 var som sådan god, men det kunne have været endnu bedre for Bjørn.
Lasse og Thorbjørn delte 7. pladsen
Lasse Jensen gik en fantastisk finalerunde i -4 med syv birdies og tre bogeys, og det var søndagens næstbedste runde, som kun blev overgået af Andrea Pavan med en runde i -5. Marc Warren, Andreas Hartø og fire andre var tredjebedst med runder i -3.
Med den gode runde rykkede Lasse Jensen 15 pladser frem i feltet til en placering som nr. 7 i -2, som han delte med Thorbjørn Olesen. Thorbjørn gik finalerunden i par efter tre birdies og tre bogeys.
Kjeldsen og Hartø i top-25
Søren Kjeldsen blev nr. 15 i par efter en finalerunde i -1, mens Andreas Hartø blev nr. 22 i +1 efter en runde i -3.
Morten Ørum Madsen gik +4 efter bl.a. en 8’er på par-5 hullet 11., og blev nr. 61 i +8. Rasmus Hjelm blev nr. 70 i +9 efter en runde i +2, mens amatøren Nicolai Kristensen blev nr. 76 i +11 efter en flot finalerunde i par.
Efter kraftig regn om morgenen der gav en afbrydelse på 1 time og 15 minutter var det nogenlunde tørvejr det meste af dagen. Dog ikke da førerbolden nåede til 18. hul, hvor det igen begyndte at regne, så præmieoverrækkelsen blev desværre en lidt våd begivenhed. Og da præmieoverrækkelsen så var overstået, så stoppede regnen igen…
Warrens tredje sejr på Europa Touren
Det var 33-årige Marc Warrens tredje sejr på Europa Touren i sin turnering nr. 261.
Tidligere har han vundet EnterCard Scandinavian Masters 2006 og Johnnie Walker Championship 2007. I 2007 vandt han også Omega Mission Hills World Cup sammen med Colin Montgomerie.
Made in Denmark blev en succes
Det blev ikke til dansk sejr i Made in Denmark, men de danske spillere gjorde det godt, og med tre danskere i top-10 var det en sportslig succes.
Også på alle andre måder var Made in Denmark en stor succes, og alle involverede fortjener stor ros for afviklingen og den store folkefest på Himmerland Golf & Spa Resort.
Og som Thomas Bjørn sagde, så kan 16. hul blive ikonisk.
Made in Denmark, resultat