Bjørn føler sig sikker på Ryder Cup

ThomasBjorn2Thomas Bjørn føler sig sikker på en Ryder Cup plads, og spiller derfor ikke de to sidste tællende turneringer i Ryder Cup kvalifikationen.
4. pladsen i Made in Denmark var kulminationen på 7 turneringer på 8 uger for Thomas Bjørn, og allerede inden Made in Denmark sagde han, at der var behov for en pause, så han kan være helt klar til resten af sæsonen og ikke mindst Ryder Cup i september.
Thomas Bjørn er i øjeblikket kvalificeret til Ryder Cup holdet via en 6. plads på World Points List. Her ligger han pt. til at få den tredje af de fem pladser, og det er umiddelbart usandsynligt, at Bjørn ikke kvalificerer sig direkte.
– Matematisk er der ikke noget der er garanteret, men jeg spiller ikke i Tjekkiet og Italien, og så kan I lægge i det, hvad I vil, sagde Thomas Bjørn på et pressemøde under Made in Denmark og forsatte:
– Jeg kan stadig godt miste min plads på holdet, men så skal der ske nogle underlige ting, og så må man tage det derfra. Det er klart, at der foregår nogle samtaler bag om ryggen på andre mennesker, og de samtaler har jeg haft, sagde Bjørn og antydede derved, at han har talt med kaptajn Paul McGinley inden han fortsatte:
– Jeg føler mig ret bekvem med hvor jeg er i øjeblikket, og er ret sikker på, at jeg er på det hold i september.
 
Hvis det usandsynlige skulle ske, og Thomas Bjørn ikke kvaliicerer sig direkte, så vil han være favorit til et Wild Card. Dels fordi han vil være højt på kvalifikationslisterne, og det efter en meget god sæson, hvor han i en meget lang periode har ført Race to Dubai ranglisten. Alt tyder dog som nævnt på, at Bjørn kvalificerer sig direkte.
Thomas Bjørns næste turnering er Omega European Masters fra den 4. – 7. september, hvor han er forsvarende mester, og derefter planlægger han en uges pause inden ISPS Handa Wales Open, der spilles ugen inden Ryder Cup.