The Open kvalifikation begynder nu

TheOpen_muirfield13-251571Som sidste år giver en række turneringer adgang til The Open, og den første kvalifikationsturnering spilles i denne uge.
Reglerne for kvalifikation til The Open blev ændret sidste år, så der nu er mange flere muligheder for at kvalificere sig til The Open, der næste år spilles på Old Course St Andrews fra den 16. – 19. juli.
Der er fortsat de ‘normale’ kvalifikationskriterier såsom bl.a. tidligere vindere, top-10 fra sidste år, verdensranglisten mv.
Hvor der tidligere var en række endagsturneringer (IFQ), hvor der blev spillet om forholdsvis mange pladser, så blev de sidste år erstattet af The Open Qualifying Series, hvor man kan kvalificere sig fra udvalgte turneringer.
14 turneringer i ni lande på fem kontinenter
Mens man tidligere skulle gøre det godt én dag, så er der nu 14 turneringer i ni lande verden over, hvorfra man kan kvalificere sig.
Fra de fleste turneringer spilles om tre pladser i The Open, som går til de tre bedste spillere i top-10, som ikke i forvejen er kvalificeret. Der er dog nogle få afvigelser, som man kan se i skemaet nedenfor.
Den første af de 14 turneringer er Emirates Australian Open, som begynder torsdag.
9-12 pladser på Europa Touren og 9 pladser på PGA Tour
Den første kvalifikationsturnering på Europa Touren er Joburg Open til februar. Den tæller som kvalifikationen i Sydafrika, men da det også er en Europa Tour turnering, så er der reelt fire Europa Tour turneringer, hvorfra man kan kvalificere sig.
De øvrige tre er Irish Open, Alstom Open de France og Abeerdeen Asset Management Scottish Open, og fra alle kvalificerer de tre bedste i top-10, der ikke i forvejen er kvalificeret, sig til The Open.
På PGA Touren er det lidt anderledes, da der er fire pladser til top-12 i både Travelers Championsh og Greenbrier Classic, mens det kun er én fra top-5 i John Deere Classic, der kvalificerer sig.
John Deere Classic spilles ugen inden The Open, så man har valgt at fordele de fleste pladser til de første turneringer, så The Open deltagerne bedre kan forberede sig.
Fortsat Regional og Final Qualifying
Spillere uden adgang til de store turneringer på de førende tours har fortsat muligheden for at kvalificere sig til The Open.
Blandt de 14 turneringer er der fire Final Qualifying (FQ) turneringer i England og Skotland. Nogle er direkte kvalificeret til FQ, men ellers kan alle professionelle og amatører under hcp. 0 tilmelde sig Regional Qualifying turneringerne, hvorfra de bedste går videre til de fire FQ turneringer.
Nedenfor ses de 14 turneringer i The Open Qualifying Series:

Land Turnering Antal pladser
Australien Emirates Aus. Open 3 i top-10
Thailand Thailand Golf Ch’ship 4 i top-12
Sydafrika Joburg Open 3 i top-10
Japan Mizuno Open 4 i top-12
Irland Irish Open 3 i top-10
Frankrig Alstom Open de France 3 i top-10
Skotland Aberdeen AM Scottish Open 3 i top-10
USA Travelers Ch’ship 4 i top-12
USA Greenbrier Classic 4 i top-12
USA John Deere Classic 1 i top-5
Skotland FQ – Gailes Links 3
England FQ – Hillside 3
England FQ – Royal Cinque Ports 3
England FQ – Woburn 3