Det værste fra 2014!

Cappelen som svensker redigeret_02014 blev endnu et fantastisk golfår, men det var ikke alt, der var lutter lagkage. Man kan finde mange eksempler, der kandiderer til en top-10 placering på en ’out-of-bounds’-liste, men her er mit bud på det værste fra golfåret 2014.
10. Cappelen som svensker?
Amerikanernes geografiske uvidenhed (når det altså ikke lige gælder deres eget land) er verdensberømt, og det er meget morsomt, når man læser om amerikanske skolebørn, der tror, at Danmark er hovedstaden i IKEA. Men når der sættes et svensk flag ud for Sebastian Cappelen på PGA Tourens officielle app (se foto), så stopper morskaben altså! Vi har mindreværdskomplekser nok overfor de svenskere…!
9. Dustin Johnson
Bomberen gik ind i 2014 med en frisk WGC-sejr i bagagen og fortsatte med at opnå gode resultater. Men i august trak han sig fra al golf. Rygter om heleto positive dopingtests florerer stadig, og selvom hans berømte kæreste blev gravid to måneder senere, gik det hele op i hat og briller, da han sagsøgte sin tidligere advokat for svindel i oktober. Vi må håbe på mindre ’Se & Hør’-stof i 2015.
8. Regelhysteri
Ligefrem at overgå til Golf Channels nye ’afslappede golfregler’ er måske at stramme den, men allerede i januar fik vi et eksempel på, at en revision og forenkling måske er en god idé: Rory Mcilroy tog et drop med fuld lempelse ved et AUR-område, men fik senere to straffeslag for at berøre den spraymalede, blå linje med foden. Det kostede ham sejren i Abu Dhabi, da han dermed var et slag efter vinderen. Nogle gange er de regler altså for meget…!
7. Follow that ball
Jeg har før været efter European Tour Productions angående deres favorisering af engelske spillere, men nu må jeg løfte pegefingeren igen angående kamerafolkene. Det må selvfølgelig være svært at fange en golfbold i luften med et tv-kamera, men prøv at lægge mærke til, hvor mange gange under en ET-transmission det går galt. Og lav så samme afslappende grundforskning under en PGA Tour-transmission. Av, hvor er amerikanerne MEGET bedre…
6. Patrick Reed
Mente efter sejren i Cadillac Championship i marts, at han hørte til blandt verdens fem bedste – hvorefter han nævner Woods, Scott, Mickelson, Dustin Johnson og G-mac som de fire andre…øh, tælle tælle…Nå, det er, hvad det er. Men 2014 bød også på en lidet klædelig tilskuerepisode under Ryder Cup og et homofobisk udbrud (om sin egen puttning) under HSBC Champions. ’Demeanor’ betyder opførsel/fremtoning på engelsk…bare til almindelig oplysning…
5. 59’er vrøvl
Info: Kun 38% af alle PGA Tour turneringer spilles på par-72 baner, og tre af de fem registrerede 59’ere på PGA Touren kom på ikke-par-72-baner. 59 er en imponerende score, ingen tvivl om det, men i forhold til hvilken par? Er en 59’er også fantastisk på en par-3 bane? Godt, så lad være med at referere scoren som ’en 65’er’ (Det gælder også mig selv!). Var det fem, seks eller syv slag under par? F….. til forskel…pardon my french…!
4. Sponsorinvitationer
Money rules, som man siger på engelsk, men det må være decideret demoraliserende for en håbefuld, ung pro at se pladserne gå til jakkesættenes venner. Især i Østeuropa har de svært ved at kende forskel på onsdagens pro-am og den rigtige turnering. Eks-tennisstjernen Yevgeny Kafelnikov bliver f.eks. ved med at dukke op på leaderboardet derovre, selvom han som regel er minimum 10-15 slag over par…efter to runder. Kunne man indføre nogle regler måske?
3. 11-år
Nej, det er ikke Sergio Garcias opførsel på en dårlig dag, jeg hentyder til, men derimod én af årets tvivlsomme rekorder: En 11-årig pige kvalificerede sig til US Women’s Open. Jeg har tidligere advokeret for en aldersgrænse. Jeg mener, der må være en kant…eller i denne sammenhæng måske snarere en blonde.
2. Tigers Woods
Svinget ser bedre og sundere ud end længe, så skulle man ikke bare fokusere på, at han er tilbage igen? Jo, men det kan ikke lave om på, at 2014 har været et fysisk og resultatmæssigt annus horribilis for den tidligere så suveræne verdensetter. Se så at komme op på golf-hesten igen, så du kan give de nye opkomlinge tørt på!
1. R&A (GC)
Man kunne vælge at se det som en positiv ting, at de nu tillader kvinderblandt sine medlemmer og dermed træder ind i det forrige århundrede. Men det ville være klædeligt, hvis kollegaerne i nabokontoret udnyttede sin magt og indflydelse til at påbyde ALLE golfklubber at tillade kvindelige medlemmer og dermed træde ind i det 21. århundrede! Næ, Mr. Stiff Upperlip, Peter Dawson, synes sandelig (direkte adspurgt), at det var helt fint at afholde The Open på f.eks. Muirfield (2013), hvor kvinder stadig ikke kan blive medlemmer. Tsk, tsk…
Du er sikkert ikke enig i det ovenstående. Men som min teenagedatter plejede at sige: ’Prøv at lev med det…OK?’ Du kan læse mit bud på ‘Det bedste fra 2014’ d. 28/12 her på siden.
God Bagjul!