Magiske Mallorca

Golf Son Gual MallorcaDrømmer du om at smutte ned i solen i et par dage og spille lidt golf? Måske tilsat lidt god mad og vin? Eller lidt shopping. Men det kniber måske med at tage fri en hel uge?
Gode flyforbindelser, skønne golfbaner, korte afstande, pragtfuldt vejr og herlig mad gør Mallorca til en perfekt destination for en hurtig golftur. Og for de af os, der stadig gik rundt og troede, at Mallorca stadig kun var grisefester og billige hoteller, er det virkelig en oplevelse. Mallorca er faktisk blevet ’trendy’, og Palma er en livlig by med en spændende historie, gode restauranter og masser af shopping-muligheder. Uanset om man kalder det en forlænget weekend eller et ’short break’, så er der få steder, hvor man kan få så meget ud af 2-3-4 dage, som på Mallorca. Med f.eks. et morgenfly fra Kastrup kl. 06:25 kan man stå på 1. tee med udsigt over Middelhavet allerede midt på formiddagen.
Teetime.dk var for nyligt inviteret til Mallorca. En tur på et par timer over to døgn. Vi forlod Kastrup mandag morgen og var hjemme til frokost onsdag. Vi fik spillet to pragtfulde golfbaner, nød skønne tapas, boede på et charmerende hotel og fik oven i købet oplevet lidt af Palma. Hotel Feliz i Palma kalder sig et City Resort. Det ligger med udsigt over havnen ca. 15 minutters gang fra den gamle bydel (eller 5 min. i taxi). Hotellet, som er 4-stjernet med bare 41 værelser – de fleste med udsigt over havnen – er svensk ejet og drevet, og kombinationen af det skandinaviske og det mallorcinske giver en flot indretning og dejlig atmosfære. På Feliz er der ikke Reception og Restaurant, men ’ankomstområde’ og ’spisestue’. I stuen er der en hyggelig terrasse med en meget lille pool, og på taget (6. sal) finder man en udendørs jacuzzi og en sauna – begge med en skøn udsigt over havnen. Se mere på www.hotelfeliz.com.
campo05Hotel Feliz tilbyder for tiden en golfpakke bestående af tre overnatninger med morgenmad og en runde golf – på henholdsvis Son Gual og Alcanada – til 360 Euro (ca. 2.685 danske kroner) per person i dobbeltværelse. De to golfbaner hører begge til øens mest eksklusive. Den normale greenfee er begge steder 125 Euro, så ’pakketilbuddet’ er absolut fordelagtigt. Der er mere end 20 golfbaner på Mallorca nu, men til denne pakke har man valgt to af de absolut bedste:
Son Gual ligger mindre end 20 minutter fra byen og bare 10 minutter fra lufthavnen. Banen er tysk ejet og drevet, og man mærker hurtigt, at her holder man en meget høj standard. Banen er yderst velholdt, og allerede den lange indkørsel med cypresser giver indtrykket af, at man nu er på vej ind til noget lidt specielt. Ved klubhuset er der ’bagdrop’ og velkomstservice, og foruden restaurant og bar nogle meget lækre omklædningsfaciliteter. Træningsområdet ligger dejligt tæt ved klubhuset og 1. tee, og så er der eller med at komme ud og nyde banen.
campo-vista-faro-06Det første man bemærker, er de usædvanligt flotte teesteder. Man tror først, at det er greens!! Den tyske designer Thomas Himmel har skabt en bane, der er både spektakulær og udfordrende. På trods af at banen kun er godt fem år gammel, så giver standen og de mange gamle oliventræer et indtryk af en noget ældre bane. På mange måder minder den om en Greg Norman bane. Masser af ’fristelser’ fra teestederne, store og velplacerede bunkere og store men drilske greens. En herlig udfordring, hvor det eneste minus nogle dage kan være, at den ligger tæt på indflyvningsruten til Palma lufthavn.
Alcanada ligger helt oppe ved Alcudia på øens nordligste punkt, men den er hele turen værd. Og turen er altså stadig på under en time. Igen er det en tysk ejet bane. Ejeren hedder Peter Porche – og ja, det er barnebarnet af den oprindelige bildesigner. Beliggenheden alene er nok til at falde for stedet. Udsigten over Alcudiabugten og fyrtårnet på den lille ø Alcanada er simpelthen betagende. At det så er Robert Trent Jones Jr., der har designet banen, og at klubhuset er indrettet i en flere hundrede år gammel spansk gård – nu meget smagsfuldt restaureret – gør absolut ikke oplevelsen dårligere.
campo07Det tyske golfmagasin Golf Journal’s læsere har kåret Alacanada, som den mest populære bane i Europa, og den er også med i Rolex Golf Guide over de 1000 bedste baner i verden. Hvis man kommer fra langsomme vintertunge greens i Nordeuropa, så får man sig lidt af en overraskelse på Alcanada. Pas især på med ned-ad-bakke putts! De er lynhurtige. Til gengæld får man nogle herlige golfhuller undervejs. Især vil man huske de tre par-5 huller, der starter oppe på bjergsiden, og hvor man med lidt held (og dygtighed) kan drive bolden 300 meter ned mod havet. Og glem ikke frokosten på terrassen foran restauranten. Vi var lige ved at tage 9 huller mere, bare for at kunne sætte os og nyde solen og de skønne tapas én gang til.