Zurich Classic i problemer

Jason Day (3)Ikke siden Hyundai Tournament of Champions har man måtte ty til at afkorte en turnering på PGA Tour til 54 huller. Det er en løsning man meget nødig vælger og derfor har man set en del mandagsrunder de senere år på netop PGA Tour.
I denne uge er man i store problemer med Zurich Classic. Det lykkedes nemlig lørdag ikke meget mere end at spille anden runde færdig og få lagt cuttet, der i øvrigt gik til fem under par og blev klaret af 71 spillere. I tredje runde nåede ingen at gennemføre mere end fem huller og en snes spillere nåede slet ikke at starte.
Som nævnt er man ikke meget for at korte ned til 54 huller. Men på den anden side starter næste uges WGC Match Play allerede onsdag. 12 spillere i Zurich Classic er også på startlisten i næste uge. De fem har dog misset cuttet, men der er alligevel syv spillere tilbage og flere af dem er med i toppen.
Tingene kompliceres yderligere af, at vejrudsigten for de næste dage heller ikke er for god. For nuværende vides ikke, hvad det hele ender med, men ledelsen bag Zurich Classic har tilbudt at chartre fly straks efter afgørelsen til de spillere, der skal videre til San Francisco.
Stillingen efter anden runde er, at Jason Day, der havde huller at gøre godt med kom ind i samlet 12 slag under par og dermed overhalede han Hudson Swafford, der i 11 under deler andenpladsen med Daniel Berger og Chris Stroud.
Herefter er ikke mindre end ni spillere ti under par totalt,. Skulle det gå helt galt og der kun gennemføres 36 huller, træder reglerne om reduktion med 25 procent af præmiepenge og verdensranglistepoint i kraft. Så galt går det forhåbentlig ikke, men skulle det være, vil Jason Day blive udråbt som vinder.
Med kun 71 spillere er det muligt i trebolde fra to tees at gennemføre de resterende næsten to hele runder på en dag. Men så er der ikke plads til flere afbrydelser og som nævnt er vejrudsigten ikke for god!
Skulle man i øvrigt være vågen natten til mandag, går Thomas Bjørn ud i Jakarta klokken 04:10 dansk tid i en førerbold, der må være arrangørernes drømmebold, nemlig med Lee Westwood og Y. E. Yang som Bjørns spillepartnere.
Zurich Classic, Stillingen