Rickie Fowler: – Jeg er ikke overvurderet

sanfrancisco15-287532I en anonym rundspørge blandt spillerne på PGA Touren, blev Rickie Fowler og Ian Poulter stemt ind som de mest overvurderede spillere. De fik begge 24 % af stemmerne i den kategori.
Afstemningen, der har fået en del kritik grundet anonymiteten og de kritiske spørgsmål, der blev stillet, har skabt furore blandt flere af spillerne, der har tyet til de sociale medier med en kritik af konceptet.
Efter første runde ved The Players Championship blev Rickie Fowler spurgt til, hvordan han havde det med, at blive kaldt overvurderet. Fowler har blot vundet én gang i sin karriere, men er det kun sejre der tæller, spurgte journalisterne.
– Ja, det er jo nok. Det tæller åbenbart ikke, at være konstant med fremme i majors. Men jeg passer bare mit eget, og gør det bedste jeg kan. Og det synes jeg er godt nok, lød det fra en – på trods af, at han prøvede, at udstråle det modsatte – irriteret Fowler.
— Læs også: Spieth: – Jeg vil være Rorys største frygt!
Den 26-årige amerikaner har ikke været udenfor top-20 i de seneste seks majors, og i 2014 hed hans placering i de fire største turneringer hhv. T5, T2, T2, T3. Næppe hvad man kan kalde overvurderet.
Også Ian Poulter har været ude og kommentere på den anonyme kritik. Efter at Fowler havde afsluttet sin første runde ved The Players i -3 og dermed lå i toppen af leaderboardet, skrev Poulter på Twitter:
– Hey Rickie. Endnu en total overvuderet runde golf af dig. Du er dårlig… 24 %!!
En klar ironisk stikpille til dem, der har kaldt ham og Fowler for overvurderede.
Fowler er som skrevet med helt fremme med The Players, og mon ikke motivationen er større end nogensinde for, at gå ud og lukke munden på kritikerne én gang for alle, og hente sin blot anden sejr i karrieren på en af de største scener i verden.
Du kan se anden runde af The Players Championship fredag fra kl. 19.00 – 00.00 på Viasat Golf og Viaplay.dk.
The Players Championship, leaderboard