Rory advarer: – Jeg mærker slet ikke presset mere

RoryMcIlroy_sawgrass15-288390Med syv sejre de seneste tolv måneder, og senest magdemonstrationen ved Wells Fargo Championship, kommer Rory McIlroy nu med en advarsel til sine konkurrenter: Han kan blive endnu bedre!
– Nu forventes det af mig, at jeg vinder hver gang jeg går på banen. Og helt ærligt, så forventer jeg også selv, at jeg vinder. Jeg mærker slet ikke presset mere, fortalte McIlroy på et pressemøde forud for denne uges BMW Championship på Wentworth.
Rory er igang med sin fjerde turnering på fem uger, og spiller også med i næste uges Irish Open, inden han tager to ugers pause inden US Open. Det er dog ikke til at se på verdensetteren, at han er igang med et hårdt program.
— Læs også: Ugens starttider på Europa Touren
Det blev til en 4. plads ved Masters sidste måned – den eneste turnering han mangler i sin karriere-grandslam – og siden har spillet set virkeligt solidt ud for McIlroy.
– Mit spil lige nu føles på samme måde som da jeg vandt The Open, et WGC-Championship og USPGA Championship lige efter hinanden. Jeg har det virkeligt godt med mit sving, og det kommer til udtryk på banen, forklarede McIlroy, der da også er kæmpefavorit til, at vinde flagskibsturneringen på Europatouren, der spilles på Wentworth i denne uge.
McIlroy brød sin egen banerekord på Quail Hollow ved at skyde en 61’er i lørdags, men det kunne såmænd have været endnu bedre, fortæller han.
– Jeg følte faktisk, at jeg kunne have skudt endnu lavere den dag. Der er mange ting at spille for lige nu, og mit spil har aldrig været bedre. Jeg glæder mig rigtigt meget til de næste par måneder, sagde McIlroy.