Rød vulkan, grønne bjerge og kreolsk golf

KimBoje_Reunion_1_endormiLivet blandt kreolerne på Réunion er som regel meget afslappet. Bevægelsesmønstret er næsten som hos kamæleonen – l’endormi (”den sovende”), som den betegnes lokalt – der kan vegetere i en bougainvillea i meget lang tid stort set uden at røre på sig.
Der er imidlertid ikke mange turister der har opdaget, at Réunion er det perfekte rejsemål for at koble af. Réunion er nemlig ”den bedst bevarede hemmelighed i det Indiske Ocean”, som der står fortrykt på mange postkort fra vulkanøen, der ligger 650 km øst for Madagaskar. Golf- og badeferie på nærliggende Mauritius er populært, men de færreste lægger vejen omkring Réunion, hvorved de snyder sig for fantastiske oplevelser.
KimBoje_Reunion_2_KreolerpigerSom fransk oversøisk departement udgør Réunion – der er lidt mindre end Fyn – den sydligste del af EU. Der flyves direkte fra Paris til hovedbyen St. Denis flere gange dagligt med Air France og Corsair. Øens 800.000 indbyggere, der taler fransk og kreolsk, fordeler sig på adskillige racer og religioner. Knapt halvdelen udgøres af efterkommere af tidligere slaver fra Østafrika og Madagaskar, omkring en tredjedel er af tamilsk afstamning, og desuden er her et betydeligt antal muslimske indere, samt et kinesisk og fransk mindretal.
KimBoje_Reunion_3_-Kreolere-spiller-segaUd over sin yderst venlige befolkning – der trods de mange etniske grupper lever i fredelig sameksistens – er øen især kendt for sine umådeligt smukke bjergformationer på over 3000 meter og for én af klodens mest aktive røde vulkaner. Desuden er der hvide og sorte strande, grønne regnskove og tyrkisblå laguner med blinkende koralrev. Man tager altså ikke til Réunion for kun at spille golf, men når man pakker, er det en god idé at tage køllerne med.
Vinteren – dvs. vores sommer – er den bedste tid at besøge Réunion på. Her er der nærmest konstant 25 grader i St. Denis og lidt lunere ved de vestvendte strande, hvor man også finder øens blot tre golfbaner. Vandtemperaturen er omkring 26 grader. Man bør undgå december, januar og februar – regntiden, hvor den tropiske nedbør gør golf og vandreture umuligt, og hvor en forbipasserende cyklon kan holde folk indendørs i op til en uge!
Men der skal andet end golfudstyr, badebukser og snorkel med i kufferten. Temperaturen kan komme ned omkring frysepunktet, når man tager op på Piton de la Fournaise, vulkanen på østsiden, som sender rød lava ned af bjergsiderne flere gange om året.
Varmt overtøj og travestøvler er altså obligatorisk, også fordi man uvægerligt får lyst til at udforske Cilaos, Salazie og Mafate, de tre spektakulære kraterdale, som den gamle, for længst udslukte vulkan Piton de Neige dannede i sin tid.
Golf du Colorado
Golf du Colorado er anlagt uendelig smukt i den lille by La Montagne – som navnet antyder en bjergbane. Vores slidte, men funktionsdygtige Peugeot, pruster effektivt op ad 8-procentsstigningen til den hyggelige og uhøjtidelige klub, hvor udsigten er aldeles betagende ud over det dybblå Indiske Ocean, som ligger 900 meter neden for klinterne. Banen er på kun ni huller, og der er ganske få golfere i sving, da vi dukker op, selv om der er 160.000 indbyggere i nærliggende St. Denis. Golfsporten er ikke (endnu) blevet en folkesport.
KimBoje_Reunion_4_GolfduColorado_lavasortbunkerDen kreolske medspiller mener, at man bør omdanne øens mange sukkerrørsmarker til golfbaner. Verdensmarkedsprisen på sukker er fortvivlende lav, vanilje- og kaffeproduktionen er meget lille, og Réunion har ikke som Mauritius kilometervis af strande, der trækker turister til. ”Vi har vidunderlige bjerge, vandfald, regnskove og klodens mest spændende vulkan, men alt for få pengestærke vesterlændinge er klar over det”, klager han. ”Og arbejdsløsheden er over 35 % – vi må gøre noget for at få turisterne hertil. Flere golfbaner kan være løsningen.”
Mange vælger at leje en motoriseret vogn, da banen er uhyre kuperet. En teknisk set meget krævende bjergbane, så selv om de fleste huller er relativt korte, kan man hurtigt komme i vanskeligheder, hvis fairway ikke rammes i første forsøg. Der er ikke brug for det store skyts – faktisk kan det være en fordel at lade driveren blive i bag’en; roughen er et bekendtskab man meget gerne vil være foruden.
Flere huller har blinde slag enten op eller ned ad bakke, og med forholdsvis små greens, skal approachslaget være præcist.
KimBoje_Reunion_5_GolfduColorado_7greenI nogle tilfælde ligger kreolerhusene meget tæt på green. På syvende så tæt, at man gør klogt i at vælge et kort jern for ikke at risikere at knalde en rude hos beboerne!
Andre udfordringer er de brede og dybe kløfter, og kommer man frelst over dem, venter små greens med store, sorte problematiske bunkers. Den betagende udsigt distraherede os mindre, da vi spillede de ni huller anden gang, og vi kom hjem til St. Denis med en fornuftig score og en vidunderlig oplevelse rigere.
Golf Club de Bourbon
KimBoje_Reunion_6_MafatesetfraleMaido
Inden aftensmaden kan man skifte golfskoene ud med travestøvlerne og gå på opdagelse i bjergene; fx bør man tage til Le Maïdo, hvor man fra 1300 meters højde kan se ned i Mafate, en frodig kraterdal, som kun kan nås af fluemennesker og helikoptere. De første beboere i det smukke, men uvejsomme bjerglandskab var sorte slaver fra Østafrika og Madagascar, der flygtede fra slavearbejdet på sukkerrørsfabrikkerne. Efter slaveriets ophævelse blev de afløst af forarmede hvide franske kolonialister, der for at overleve de dårlige tider, måtte flytte op i bjergene for at ernære sig ved primitive smålandbrug. I dag bor der stadig hundredvis af deres efterkommere i Mafate. Det er en trist historie om en befolkningsgruppe, der nok lever i en vidunderlig natur, men så isoleret, at indgiftning truer deres eksistens.
KimBoje_Reunion_7_-LEtang-Salee-les-Bains_SurfStrandI det 14. århundrede opdagede araberne Réunion, som de kaldte Dina Mograbin. I 1512 var det portugisere, og i 1638 franskmænd, som gik i land på øen, der kaldtes Mascarin, for få år senere at blive omdøbt til Bourbon. Sit endelige navn fik Réunion i 1848, hvor slaveriet blev ophævet, og de mange racer blev réunies – forenet.
KimBoje_Reunion_8_GolfduBourbonRéunions absolut bedste bane, Golf Club de Bourbon, vækker, trods navnet, dog ingen minder om øens i dobbelt forstand sorte historie. Klubben ligger få kilometer fra de lavasorte strande i l’Étang-Salé-les-Bains, hvor surferne valfarter til for at prøve kræfter med de kolossale bølger.
Den eksotiske og smukt beliggende bane – der er tilplantet med eukalyptus, pinjer, palmer, bourgonvilla og fyrre forskellige kaktusarter – har en flot udsigt overalt til baglandets smukke, grønne bjerge.
Der lægges behageligt nemt ud, men hurtigt bliver hullerne vanskeligere og fairways mere bakkede. Greens er bulede og flankerede af flotte men irriterende store eukalyptustræer.
KimBoje_Reunion_9_GolfduBourbon_Mads16Man slutter med det flotte attende hul, hvor drivet skal ligge meget præcist på den smalle og smukke fairway.
”Den bedste bane i det Indiske Ocean”, betror man os i klubhuset, hvor man nok ikke har spillet alle banerne på Mauritius. Men Golf Club de Bourbon er i hvert fald den klart bedste bane på Réunion.
KimBoje_Reunion_10_GolfduBourbon_LePlayOffVi slutter dagen i det hyggelige klubhus Le Play Off – hvis tag er helt dækket af hvide og røde bourgonvilla – og skåler i ananaspunch lavet på øens gode rom, inden vi bestiller poulet cari, en stærkt chilikrydret kylling med ris der skylles ned med den lokale rosévin fra Cilaos.
 
 
Golf du Bassin Bleu
Trænger man til at slappe lidt af oven på strabadserne på golfbanen kan man passende snorkle rundt blandt tropefisk på koralrevet ved l’Hermitage.
Et alternativ kunne være Musée de Villèle, en tidligere plantageejendom, hvis berømte og berygtede indehaver, Madame Desbassayns, havde 300 slaver i sin sold indtil sin død i 1846.
KimBoje_Reunion_11_GolfduBassinBleuGolf du Bassin Bleu ligger pragtfuldt mellem St. Gilles-les-Hauts og St. Gilles-les-Bains, mellem grønne bjerge og hvide sandstrande. Banen er absolut et besøg værd, selv om greens ikke er i allerbedste stand.
Der ganske få golfere på banen. Faktisk så vi flere greenkeepere og boldsælgende drenge, end golfspillere. ”Un euro la balle, Messieurs! Bonne qualité, Messieurs!”, lød det på de fleste teesteder. Vi siger ”o.k.” flere gange og køber bolde til én euro – af god kvalitet.
KimBoje_Reunion_12_GolfduBassin-Bleu_18-klubhusFor-ni er svære pga. de store, 300 år gamle eukalyptustræer, bag-ni pga. de mange kløfter, der skærer sig gennem fairways. Da vi passerer den kunstige sø på tiende hul, råber to boldsælgere der plasker rundt midt ude i søen: ”Un euro la balle, Messieurs! Bonne qualité, Messieurs!”
Senere ved trettende green står en lidt forlegen fyr, og vi forventer han tilbyder os at købe bolde til én euro – af god kvalitet. Men nej, det viser sig han ikke sælger bolde, men derimod passer den gedeflok, der går rundt højre om green og nipper blade af de små endemiske vacao-palmer!
KimBoje_Reunion_13_GolfduBassinBleu_Gedehyrde-gederPå femtende overraskes vi igen og er glade for, at vi ikke skal slå ud fra dame-tee, da vi ellers ville have set os nødsaget til at vække en flok trætte boldsælgere midt i deres eftermiddagslur…
Efter 18 huller i den skarpe sol, trænger man til et koldt glas Bourbon – øens mest populære ølmærke – og et svalende bad i bølgerne ved St. Gilles-les-Bains, der kan ses i det fjerne fra det flotte klubhus.
KimBoje_Reunion_14_NotreDamedeLavesVi pakker køller, snorkel og svømmefødder væk – og tager vandrestøvlerne frem igen. Det er uomgængeligt at bestige den 2630 meter høje, røde vulkan Piton de la Fournaise. Og på vej hjem til St. Denis skal man huske at stoppe op ved Notre Dame des Laves, hvor lavaen under et udbrud fra Piton de la Fournaise i 1977 standsede mirakuløst blot halvanden meter fra hoveddøren.
KimBoje_Reunion_15_Vulkanen_PitondelaFournaiseEt par dage senere spyer den røde vulkan for tredje gang dette år lavastrømme ud, og samtidigt falder der sne på højsletten Plaine des Palmistes. Vulkanudbruddet vækker ikke større opsigt, hvorimod snefnuggene kommer på forsiden af både Le Quotidien og le Journal de l’Île – Réunions to ø-dækkende aviser.
Golf du Colorado:  www.golfclubcolorado.fr
Golf Club de Bourbon: www.golf-bourbon.com
Golf du Bassin Bleu: www.bassinbleu.fr
Réunion: www.raccourci-agenceweb.fr og www.mi-aime-a-ou.com