La Manga – Det ypperligste resort

La-Manga-club-bolig-bill3Det er efterhånden en gammel klassiker. Det var jo her på La Manga, at Steen Tinning tilbage i 1986 forbedrede Ballesteros’ banerekord med hele tre slag, da han med en fantastisk 61’er kvalificerede sig til Europatouren.

Men La Manga har ikke stået stille siden. Der er blevet bygget til – bygget om – og udvidet, så det nu er tre gange så stort som Monaco. Resortet fremstår i dag som noget af det ypperligste indenfor både golf og anden sport. Tre 18-huller golfbaner med tilhørende træningsfaciliteter er blot en lille del af de aktiviteter, som stedet kan tilbyde.
Vi nævner i flæng: et tennisakademi med 28 baner med forskellige underlag, et 2000 kvadratmeter stort fitness og spa-center med indendørs pool, otte fodboldbaner, to cricketbaner og flere andre sportsgrene. Alle faciliteter er af høj klasse, men især fitness og spa-centret bør fremhæves. Det imponerede i hvert fald Teetime’s udsendte!
La Manga ligger i det sydøstlige hjørne af Spanien. Klimaet minder om Costa del Sol. Der er ca. en times kørsel fra lufthavnen i Alicante eller blot 20 minutter fra Murcia. Selv om byggestilen naturligvis er spansk, så oplever man ikke meget af Spanien, og man behøver ikke kunne tale spansk, når man først er inde på ressortet. Det er et internationalt sted med mere end 20 forskellige barer og restauranter – egne butikker, benzinstationer, banker, apotek og så videre. En bil gør det lidt lettere, men man kan blive transporteret af diverse shuttles.
Der er flere forskellige indkvarteringsmuligheder på La Manga:
Hotel La Manga Club Principe Felipe er fem-stjernet luksus, når det er bedst. Superlækre værelser med udsigt over golfbanerne og syv overdådige suiter sikrer, at de kræsne kan få opfyldt alle deres ønsker.
Men der er også lejligheder til en mere overskuelig pris.
De fire-stjernede lejligheder i Las Lomas ligger på en bjergside med skøn udsigt og direkte adgang til spa-afdelingen. Der er tale om hotellejligheder, hvor rengøring og opredning er en naturlig del af opholdet.
Her bor man i hyggelige omgivelser, der mest af alt minder om en Middelhavslandsby. Las Lomas tilbyder topkvalitets fire-stjernet overnatning i rolige omgivelser, med udsigt over Nordbanen. Lejlighederne findes i mange størrelser og passer perfekt til familier eller grupper af forskellig størrelse. (fra studie til tre-værelseslejligheder)
Den charmerende landsby har sin egne fritidsfaciliteter med restauranter, mini-markedet, tennisbane, minigolf, 2 udendørs svømmebassiner (1 opvarmet), en separat baby-swimmingpool og legeplads.
Der findes en række restauranter i Las Lomas. Uanset om man vælger den populære italienske ‘Luigi’s’, den stilfulde ”Indien” eller ”Hr. Chan’s kinesiske restaurant”, kan man få måltider for enhver pengepung. Alternativt kan man købe ind i det velassorterede supermarked og selv tilberede maden alle lejligheder har køkken og desuden grill på den tilhørende tagterrasse.
Der er tre 18-hullers golfbaner på La Manga med hver deres karakter. Alle sat op i rimelig tilgængelig ”resort-stil”, hvor det ikke bliver alt for svært, og hvor spillet følgelig glider fint. Sydbanen er mesterskabsbanen, hvilket dog ikke må skræmme. Den kan bestemt til daglig med fornøjelse spilles af golfere på alle niveauer. Der er – især på de første ni huller – ganske god plads fra tee. Slagene ind mod greens er lidt mere krævende, hvis man skal give sig selv en god chance for en lav score! En virkelig god oplevelse på en dejlig velholdt bane, hvor de meget bløde greens dog på dagen var præget af en hel del trafik. Nordbanen er alt i alt en smule lettere end Sydbanen. Den er kortere, men også lidt smallere og mere kuperet. En mere drilsk udfordring kan man sige og tillige mere strategisk krævende. Man stilles bestemt over for flere overvejelser, når man spiller banen for første gang; især når teeslaget planlægges. Vestbanen fik vi ikke spillet. Den skulle være den mest kuperede af de tre baner og byde på en række flotte udsigtspunkter over området. Det er godt at have noget til gode! La Manga er et fantastisk resort med nogle herlige – og forskellige – golfbaner med tilhørende træningsfaciliteter. Stedet bør dog som nævnt ikke kun nydes for golfens skyld. Det er en oase af muligheder inden for sportens og ’afstressningens’ verdens. Gå i kulinarisk henseende i øvrigt ikke glip af La Mangas asiatiske restaurant – en virkelig lækkerbisken.