Hvor svære er US Open banerne?

TigerWoods_bethesda14-272639Kan en hcp. 10 spiller gå en runde under 100 slag på en US Open bane?
US Open er traditionelt den sværeste af de fire majors, og vinderscoren er oftest lige omkring par.
Hvor svært det egentligt er diskuteres ofte, og med US Open Challenge lod man for nogle år siden almindelige amatører spille US banerne, hvor de var opsat på samme svære måde som under US Open.
Tiger: – En hcp. 10 spiller vil mindst bruge 100 slag
Det begyndte i 2007, hvor Tiger Woods under US Open på Oakmont sagde, at en hcp. 10 spiller ville bruge mindst 100 slag på banen under de forhold.
Det satte magasinet Golf Digest sig for at efterprøve, og i samarbejde med USGA og tv-stationen NBC lavede man US Open Challenge, hvor en almindelig amatør fik lov at spille US Open banen ugen før den store turnering. Amatøren spillede med tre kendte, der skulle sikre opmærksomhed og tv-seere på NBC. Også caddierne var kendte med bl.a. Greg Norman, Fred Couples, Bubba Watson, Ricky Fowler og sportspsykologon Bob Rotella.
At man spillede ugen inden US Open gav, alt andet lige, en nemmere bane end i selve turneringsugen, men spillerne havde nu alligevel udfordringer nok, og der blev spillet fra samme teesteder og pin-placeringer som under US Open. Runden blev også fulgt af tilskuere og tv-kameraer, så særligt for den almindelige amatør var det en udfordring, mens de kendte er mere vant til den opmærksomhed.
Ingen birdies det første år
Første udgave af US Open Challenge var i 2008, hvor man spillede på Torrey Pines, og her var såmænd ganske flotte scores med NFL spilleren Tony Romo (hcp. 2,2) der gik en 84’er (+13). Den ‘almindelige’ golfspiller, John Atkinson med hcp. 8,1, brugte dog 114 slag. Ingen af de fire deltagere lavede en birdie på dagen, og det længste putt der blev holet, var lidt over 6 meter.
I 2009 på Bethpage Black var en NFL spiller igen bedst, og denne gang var det Ben Roethlisberger med en runde i 81 slag (+11). Den ‘almindelige’ deltager kom med efter 73.581 havde ansøgt om at deltage, og Golf Digest havde så udvalgt fire personer, man kunne stemme på. Vinderen blev politimanden Larry Giebelhausen med hcp. 3,8, og han brugte 101 slag.
I 2010 blev der spillet på Pebble Beach og skuespilleren Mark Wahlberg var den eneste, som kom under 100 slag. Wahlberg havde hcp. 14, men har tidligere haft single-hcp. og trænede meget op til udfordringen. For første og eneste gang var den ‘almindelige’ spiller en dame, Peggy Ference, med hcp. 4,9 som svarede til omkring hcp. 12 fra US Open teestedet og hun brugte 118 slag.
Konklusion: En hcp. spiller kan ikke bryde 100
Herefter valgte man at stoppe projektet, da man mente at have nået målet med at undersøge, om en hcp. 10 spiller kunne bryde 100 slag på en US Open bane. Konklusionen var klart at en hcp. 10 spiller ikke kan gå en runde under 100 slag på en US Open bane. Dermed ikke sagt, at det aldrig kan ske og nogle hcp. 10 ville nok gøre det oftere end andre, men den ‘almindelige’ hcp. 10 spiller ville ikke kunne gøre det.
US Open Challenge blev mere et underholdnings show end en seriøs efterprøvning af Tigers kommentar om de svære forhold på Oakmont i 2007. Og Tiger sagde det netop om Oakmont, der er én af verdens absolut sværeste baner ikke mindst, når den er opsat til US Open.
I 2007 på Oakmont vandt Angel Cabrera i +5, og i ugen var der i alt kun otte runder under par! Oakmont er vært for US Open igen i 2016, og måske vil nogle tage temaet op igen til den tid.
Nedenfor en oversigt over resultaterne fra de tre udgaver af US Open Challenge:
2008 – Torrey Pines, par 71
84 slag – Tony Romo, hcp. 2,2
98 slag – Justin Timberlake, hcp. 6
100 slag – Matt Lauer, hcp. 6,2
114 slag – John Atkinson, hcp. 8,1
US Open blev vundet af Tiger Woods i -1 (efter omspil).
2009 – Bethpage Black, par 70
81 slag – Ben Roethlisberger – hcp. 3
86 slag – Michael Jordan, hcp. 3
88 slag – Justin Timberlake, hcp. 6
101 slag – Larry Giebelhausen – hcp. 3,8
US Open blev vundet Lucas Glover i -4.
2010 – Pebble Beach, par 71
97 slag – Mark Wahlberg – hcp. 14
100 slag – Wayne Gretzky – hcp. 10
102 slag – Drew Brees – hcp. 3
118 slag – Peggy Ference (dame) – hcp.  4,9 svarende til hcp. 12 fra herretee
US Open blev vundet af Graeme McDowell i par.