Traditionsrige golfbaner på Gran Canaria

las palmas Gran Canaria overstråler de fleste andre golfdestinationer, fordi øens behagelige klima gør det muligt at spille golf hele året.
Det var derfor næppe helt tilfældigt, at Spaniens første golfbane faktisk blev anlagt i Las Palmas helt tilbage i 1891 – i det centrale område af hovedstaden, der nu hedder Escaleritas.
Det var fastboende briter og britiske turister, der grundlagde Real Club de Golf de Las Palmas. Klubben flyttede for 50 år siden til randen af den udslukte vulkan Bandama.
Den lange, britiskprægede golftradition skinner fortsat igennem på flere af øens golfbaner. Det gælder dog ikke på Golf Maspalomas, der har ligget 40 år på samme sted – med masser af atmosfære til følge, både på banen og i klubhuset.
Når du ikke spiller golf
Golfbanerne på Gran Canaria stikker ud som frodige oaser på den ellers golde sydkyst. Vil man have en flot naturoplevelse på en god fridag, også når man ikke spiller golf, så bør man køre en tur op igennem Fataga-dalen i nordvestlig retning. Her bliver naturen smukkere og mere frodig for hver kilometer, man kommer frem. Find evt. et lille hyggeligt lokalt sted, hvor frokosten kan nydes i en af de små, hvide landsbyer. På sydkysten af Gran Canaria er der dusinvis af anbefalelsesværdige restauranter, hvor man får en madoplevelse ud over det sædvanlige.