Larrazábal med ny triumf i München

Pablo Larrazabal
I 2008 spillede Pablo Larrazábal for første gange med i BMW International Open, og siden har han hvert år deltaget i den tyske turnering, der hvert år tiltrækker et stærkt felt. Efter et omspil mod vennen Sergio Garcia vandt Larrazábal i 2012, og søndag kunne han så løfte trofæet for anden gang på Golfclub München Eichenreid.
– Læs mere: Casey har ikke fortrudt nej til Europa Touren
Finalerunden blev uhyre velspillende med Henrik Stenson og David Howell som dagens bedste med 65 slag (-7). Howell blev nummer ni, mens Stenson sluttede på andenpladsen et enkelt slag efter Larrazábal, der gik de sidste 18 huller bogeyfri i 66 slag. Med sejren fulgte 333.330 euro, der sender spanieren fra nummer 60 til nummer 25 på Race to Dubai Rankings.
Der var otte danskere til start, og kun Søren Hansen klarede ikke cuttet. Lasse Jensen førte efter første runde, og de følgende dage lå han godt til, men 73 og 74 slag henover weekenden betød en slutplacering som nummer 29. Bedste dansker blev i stedet Morten Ørum Madsen, der efter fem turneringer i træk med et misset cut igen ser ud til at have fundet formen. En 17. plads blev resultatet i Tyskland, der lover rigtig godt forud for de kommende to uger, hvor der venter store turneringer i Frankrig og Skotland.
Lucas Bjerregaard (72) og Thorbjørn Olesen (73) sluttede side om side med Lasse Jensen på 29. pladsen, mens Anders Hansen (73) blev nummer 40 og endelig sluttede Søren Kjeldsen (69) og Thomas Bjørn (72) på en 49. plads.
Alle otte danskere er også til start i næste uge ved Alstom Open de France på Le Golf National, hvor der er hele 3 mio. euro i præmiesum, og hvor Graeme McDowell har vundet de seneste to år.
BMW International Open, resultat.