Vildt rygte: Woods var utro med Dufners ex-kone

combine_images
Det er nu godt en måned siden, at Tiger Woods og skiløberen Lindsey Vonn annoncerede, at deres tre år lange forhold var ovre. Deres mange separate rejseaktiviteter skulle angiveligt være grunden til bruddet.
Nu er der dog dukket et noget mere farverigt – og ubekræftet må det hellere siges – rygte frem. The National Enquirer, som i 2009 fik hele skandalen med Tiger Woods og hans affærer til at rulle, har deres egen version af grunden til Woods og Vonns brud.
Ifølge magasinet skulle Woods have haft en affære med Amanda Dufner, som i marts måned blev skilt fra sin mand gennem tre år – Jason Dufner.
— Læs også: Woods: – Jeg har ikke sovet i tre dage
Angiveligt skulle Woods og Amanda Dufner have haft et forhold i et par måneder nu, og Woods skulle endda have fløjet sin nye flamme ind til Seattle i sidste måned, da han forberedte sig til US Open på Chambers Bay.
Woods’ manager, Mark Steinberg, har ikke overraskende været ude og dementere historien.
– Det er kategorisk falskt. Der er absolut ingen sandhed overhovedet til de rygter, lød det fra Steinberg.
Woods spiller i denne uge med i Greenbrier Classic på PGA Touren i denne uge, men blev ikke spurgt ind til rygtet efter sin pro-am onsdag. Om han også kan undgå spørgsmålet de kommende dage, må tiden vise.