Irske links eventyr del 1

Ballybunion Golf Club - mediumIrland har noget som vi ikke har i Danmark, nemlig et væld af ægte fuldblods linksbaner. Det estimeres, at der findes omkring 250 ægte linksbaner i verden, heraf ligger 53 af dem i Irland – og en enkelt i Danmark. I oktober 2013 fik jeg fornøjelsen, at besøge fire af de irske, alle beliggende nær hovedstaden Dublin.
Historiens vingesus
Første besøg gik til County Louth, der er beliggende ved den irske østkyst, ud for byen Drogheda. Banen er fra 1891, altså hele 121 år gammel! County Louth er i den dyre ende af prisskalaen, en greenfee koster €100, men oplevelsen er alle pengene værd – så er det sagt. Selvom min runde begyndte i tæt tåge, fornemmede jeg alligevel historiens vingesus, traditionerne og de bølgende klitter i landskabet omkring. Og da tågen efter nogle huller lettede, afsløredes et vidunderligt landskab, skabt af naturen og let justeret af mennesket.
Hele vejen rundt bevæger man sig i betagende fri natur med bølgende klitter, kløvet af fairways der er omkranset af lyng, langt græs, gorsebuske – og selvfølgelig bunkers, alt sammen i et forholdsvis fladt terræn. Kun den yderste klitrække, diget, rager godt op i landskabet.
Bunkers på linksbaner er med til at definere begrebet linksgolf. De berygtede pot bunkers (pot – en lille gryde). De små dybe sataner på fairways eller omkring greens, der som hovedregel koster dig mindst et slag at havne i. Man risikerer ofte, at være tvunget til enten at slå sidelæns eller baglæns ud af en bunker, på grund af de stejle vægge. De frygtede bunkers findes på alle linksbaner, i varierende antal og med varierende sværhedsgrader. På County Louth var de som flest, velplacerede og vanskelige, men jeg havde held til stort set at holde mig ude af dem, begunstiget af generelt brede fairways og meget rolige vindforhold.
Helhedsoplevelsen på County Louth var, trods tågen i starten, anderledes og imponerende. Og helhedsoplevelsen skal klubhus og restaurant medregnes. Ikke at det var specielt luksus eller noget, derimod noget bedaget men på samme tid ganske charmerende. Jeg tror ikke der er blevet lavet om indenfor de sidste 50 år og klientellet var også godt oppe i årene. Men de var nysgerrige og imødekommende, og jeg tager meget gerne på besøg igen.
Banen var bare fed at spille. Jeg havde glædet mig i årevis til denne oplevelse og jeg blev ikke skuffet. Det var lige som jeg havde håbet – svært, sjovt, udfordrerne og nogen gange ‘let’ – som golf nu er. Det var bare på en helt anden måde, end på min egen hjemmebane i Danmark. Hvis læserne af denne artikel nogensinde har set The Open Championship i fjernsynet, ja – så ved I lige præcis hvad jeg taler om.
County Louth ligger ca. en halv times kørsel fra Dublin og ligesom med tankstationer, så har golfbaner i Irland det med at ligge op og ned af hinanden. Således ligger Seapoint Golflinks langs kysten i forlængelse af County Louth. Ja faktisk ligger 16. tee på Seapoint mindre end 20 meter fra greenen på et af hullerne på County Louth. Men er banerne så ikke bare helt ens, kunne man spørge? Svaret er nej, for Seapoint er en moderne linksbane, der blot er 20 år gammel – men så absolut stadig en ægte linksbane.
Links golf til €25
De første huller på Seapoint har lidt karakter af parkbane, med store træer og søer langs banens afgræsning og på de første huller også nogle rækkehuse. Underlaget er dog som man kender det fra linksbaner og når man er kommet igennem de første fire fem smukke huller, så bliver det links for alle pengene. Og det er i øvrigt ikke ret mange penge, for en runde på Seapoint koster mandag til torsdag sølle €35 og er man morgenmenneske kan man udnytte det særlige tilbud for A-mennesker til blot €25 for en runde.
De fleste fairways på de første ni huller mangler de typiske ’vaskebræt’ overflader, altså buler og bumper som gør ethvert opspring fra en bold til en tilfældighed. Det glemmer man hurtigt, når man tager hul på de sidste ni huller, for her er man bare ikke i tvivl om, at man spiller på en linksbane. En oplevelse der bliver yderligere forstærket, når man nærmer sig afslutningen på runden og rammer de sidste tre huller, som alle ligger få meter fra stranden.
Under mit besøg var jeg begunstiget af meget lette vindforhold, men det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvor svært det kan blive når det for alvor lufter. Eksempelvis 17. hul, et ovenud smukt par 3 hul med en lille green der er pakket ind i klitter. Distancen156 meter lyder ikke skræmmende, men med havet 50-100 meter til højre, kan man let komme i store problemer med køllevalget når det blæser.
Man kan sagtens fornemme, at Seapoint er en forholdsvis ny golfbane. Den er i øvrigt designet af den irske legende og Ryder Cup spiller, Des Smyth, der er født og opvokset i lokalområdet. Des Smyth kommer stadig jævnligt og spiller banen, og hvert år laves der justeringer efter arkitektens foreslag til forbedringer.
Gyldensteen?
Seapoint Golflinks var en herlig oplevelse at spille. Jeg kunne ikke undgå, at komme til at tænke på Gyldensteen banen ved Bogense, som Line Mortensen så fint har designet, med stor inspiration fra de ægte linksbaner. At man desuden kan komme til at spille Seapoint Golflinks for under 200 kroner, er næsten for godt til at være sandt, men sandt er det!
Mange danske rejsebureauer med golf på programmet har ture til Irland, ligesom man selv sagtens kan arrangere sin rejse. SAS og Aer Lingus har ofte billige billetter til Dublin og at finde et egnet hotel er ikke noget problem. I Drogheda boede jeg på The D Hotel i centrum af byen, som absolut kan anbefales. Det er centralt og der er fred og ro, men alligevel ikke langt til pubber og restauranter. Eneste lille problem ved selv at arrangere rejsen kan være, at man så skal leje bil og dermed udfordres med venstrekørsel. Rejser man med et bureau, vil der ofte være arrangeret transport fra hotel til golfbaner.
County Louth Golf Club
Seapoint Golf Links 
The D Hotel