McIlroy skadet og på krykker – tvivlsom i The Open

McIlroy_Krykker
Opdateret onsdag: McIlroy har trukket sig fra The Open.
— oOo —
Om ti dage begynder The Open på Old Course St Andrews med Rory McIlroy som forsvarende mester og blandt favoritterne til at vinde.
Nu er der dog pludselig kommet meget alvorlig tvivl om hans deltagelse, for kort før kl. 12 mandag har han lagt billedet overfor på Instagram, og som man kan se, så går han med krykker, og der er en stor skinne på hans venstre ben.
Brud på ledbånd i anklen
Det ser alvorligt ud, og det er det angiveligt også, for McIlroy skriver, at der er brud på et ledbånd i venstre ankel samt skader på en ledkapsel.
Skaden opstod, da han i lørdags spillede fodbold med nogle venner, og man vurderer stadig skadens omfang, mens McIlroy arbejder hårdt for at komme tilbage på golfbanen så hurtigt som muligt.
Kan koste en længere pause
Det er endnu uvist, hvor lang en pause McIlroy må holde, men et ledbåndsbrud kan tage lang tid at komme sig over, og så taler vi pludselig om en pause på en flere uger eller måneder.
Og så er han ikke kun tvivlsom til The Open fra den 16. juli, men også til årets sidste major, US PGA Championship, som spilles fra den 13. august.
Nedenfor ses den engelske tekst, som McIlroy har skrevet på Instagram:
– Total rupture of left ATFL (ankle ligament) and associated joint capsule damage in a soccer kickabout with friends on Saturday. Continuing to assess extent of injury and treatment plan day by day. Rehab already started….. Working hard to get back as soon as I can, skriver McIlroy på Instragram.
Står på startlisten i denne uge
Opdateret: Rory McIlroy har trukket sig fra Scottish Open nu.
I skrivende stund står Rory McIlroy fortsat på startlisten i denne uges Aberdeen Asset Management Scottish Open, men det skyldes formentlig kun, at han ikke har nået at trække sig endnu.