Herrerne er i finalen ved Hold-EM

Herrelandshold_EM2015
Med en sejr over Sverige, har det danske herre-landshold kvalificeret sig til finalen ved hold-EM, hvilket er historisk.
De danske herrer blev nr. 5 i slagspilskvalifikationen og torsdag spillede de sig i semifinalen efter en flot sejr over Frankrig i kvartfinalen.
I fredagens semifinale skulle de så spille mod værtsnationen Sverige på Halmstad GC, og her blev det til endnu en dansk sejr.
Sixten Stemann Jensen (Hjortespring) og Morten Toft Hansen (Gilleleje) vandt den første foursome 1 op, mens Martin Leth Simonsen (Aalborg) og Niklas Nørgaard Møller (Kokkedal) tabte den anden 3/2, så stillingen var 1 – 1 inden de fem singler.
Niklas Nørgaard Møller (Kokkedal) vandt den første single 3/2, mens Morten Toft Hansen (Gilleleje) vandt den anden 6/5, og så førte Danmark 3 – 1.
Meget spændende afslutning
Efter 15 huller af de resterende tre singler var én dog lige og Sverige oppe i de to andre, så den projekterede stilling var lige inden den meget spændende afslutning.
Phillip Juel-Berg (Søllerød) tabte sin single 3/2, men Peter Launer Bæk (Odense Eventyr) sikrede sejren, da han vandt på 19. hul og Martin Leth Simonsen (Aalborg) delte sin match.
— Læs også: EM damerne i problemer mod Tyskland
Danmark vandt dermed en flot sejr på 4,5 – 2,5 over Sverige, og i lørdagens finale skal de danske herrer spille mod Skotland.
– En fantastisk dag. Det var virkelig en god præstation fra alle mand, siger landstræner Thomas Kiel Larsson i en pressemeddelelse.
– Hvis vi performer som i dag, kan vi også vinde i morgen. Det har været en gennemført holdindsats hele vejen igennem. Efter slagspils-kvalifikationen viste jeg spillerne videoen af Pierre Emil Højbjerg, som efter en EM-kamp i Parken stod med tårer i øjnene og fortalte at ingenting var større end holdet. Og det har drengene virkelig levet op til i denne uge. Alle har hjulpet og bakket op om hinanden. Ingen havde spået, at vi skulle gå hele vejen til finalen, så kollektivet har været nøglen, siger Thomas Kiel Larsson, som dog fremhæver Morten Toft Hansen, der var bedst af alle i kvalifikationsrunderne:
– Han har virkelig været storspillende.
Et historisk godt resultat
Det hidtil bedste danske resultat ved Hold-EM er en 4. plads i 1979, hvor der blev spillet på hjemmebane i Esbjerg.
Hold-EM, herrer – hulspil, leaderboard (Flight A)