Kjeldsen spiller turnering nr. 500 i denne uge

SørenKjeldsen_agadir15-286252Det var planen, at Søren Kjeldsen ville runde en stor milepæl i Himmerland, da Made in Denmark skulle være hans turnering nr. 500 i Europa Tour karrieren.
Det fortalte han i maj måned, og han forsøgte at få en invitation til hulspilsturneringen Saltire Energy Paul Lawrie Match Play for at kunne ramme turnering nr. 500 i Himmerland.
Sejr i Irish Open gav nye muligheder
Siden blev der dog vendt op og ned på det hele, da Kjeldsen vandt Dubai Duty Free Irish Open Hosted by Rory Foundation, hvorved han kvalificerede sig til The Open og WGC – Bridgestone Invitational. Ved at være i top-100 på verdensranglisten, kom han også med i denne uges US PGA Championship, der er årets sidste major.
Sejren i Irland gav således nye muligheder, og WGC – Bridgestone Invitational var hans Europa Tour turnering nr. 499, så US PGA Championship bliver turnering nr. 500 for den populære dansker.
— Læs også: Thomas og Thorbjørn: – Kjeldsen skal fejres
Made in Denmark bliver således Kjeldsens turnering nr. 501, men statistiske årsager er naturligvis ikke nok til, at man takker nej til at deltage i WGC og major turneringer. Og der er god grund til at fejre, at Kjeldsen har rundet den fantastiske milepæl på 500 Europa Tour turneringer.
30 spillere har spillet 500 eller flere turneringer
Søren Kjeldsen er den første dansker som når 500 turneringer, og han er den blot 30. spiller, som runder 500 turneringer på Europa Touren.
61-årige Sam Torrance har rekorden for flest spillede Europa Tour turneringer, da han har deltaget i hele 706 turneringer og den seneste i 2010.
263 pladser frem på verdensranglisten i år
Kjeldsen startede året som nr. 335 på verdensranglisten, og han var nr. 303 ugen inden, han vandt i Irland. Sejren bragte ham frem som nr. 105 på verdensranglisten, og efter flere gode resultater med bl.a. en 2. plads i Nordea Masters og senest en 12. plads i WGC – Bridgestone Invitational er han nu helt fremme som nr. 72 på verdensranglisten.