Jordan Spieth er verdens bedste

Jordan SpiethMed en 2. plads i årets sidste major har 22-årige Jordan Spith overtaget førstepladsen på verdensranglisten efter Rory McIlroy.
Afhængig af McIlroys resultat kunne Spieth blive verdens bedste, og da Spieth blev nr. 2 og McIlroy nr. 17, så er Spieth ny nr. 1 på verdensranglisten.
Det er første gang, at Spieth er nr. 1 på verdensranglisten, hvor McIlroy har indtaget førerpositionen i 54 uger i træk og 93 uger i alt.
Et forrygende år for Spieth
McIlroy har været ude med en skade, men samtidig har Spieth haft et helt forrygende år med sejre i Valspar Championship, Masters, US Open og John Deere Classic.
— Læs også: Sikke en US PGA Day
Han blev nr. 4 i The Open, hvor han blot var ét slag fra at komme med i omspil, mens han blev nr. 2 i US PGA Championship, så i årets fire majors har han haft imponerede to sejre, en 2. plads og en 4. plads.
Fire sejre og 14 top-10 placeringer
Samlet set har Spieth spillet 20 turneringer i år, hvoraf han har vundet fire gange, han har haft fire 2. pladser samt én 3. plads. I 14 af de 20 turneringer er han sluttet i top-10.
Spieth sluttede tre slag efter Jason Day i US PGA Championship, og tog 2. pladsen med oprejst pande:
– Jason…. det var hans dag. Hans drives var lange og midt i fairway, og han spillede som om, at han har vundet syv eller otte majors. Han spillede som en mester, og fortjener sejren, sagde Spieth på det efterfølgende pressemøde, og fortsatte:
– Det er et let nederlag at kapere, for undervejs på runden følte jeg ikke, at jeg kunne gøre noget ved det, og jeg opnåede ét af mine mål i livet og som golfspiller. Det kan aldrig tages fra mig, og jeg vil altid være en nr. 1 spiller i verden.
US PGA Championship, resultat