Suzann: – Undskyld, håber I vil tilgive mig!

20938995064_8ed339c25d_bSuzann Pettersen siger undskyld og erkender, at hun skulle have handlet anderledes, da hun sammen med Charley Hull vandt et hul på kontroversiel vis under Solheim Cup.
Episoden opstod i deres fourball match mod Brittany Lincicome og Alison Lee, og der kan læses mere om episoden i denne artikel. Kort fortalt samlede Alison Lee sin bold op på 17. hul i den tro, at puttet på omkring 40 cm. var givet. Det var dumt, og Europa stod på deres ret og vandt hullet, hvilket mange mente var usportsligt, selvom det var i henhold til golfreglerne.
I sin undskyldning skriver Suzann Pettersen ikke direkte, at puttet skulle være givet, men hun er ked af hele episoden. Kritikken af hende har også været massiv og hård, og der er ikke mange, som har forsvaret beslutningen om at vinde hullet.
– Satte den enkelte match og pointet over sportsånd
– Aldrig har jeg været så ked af det og trist over det der skete søndag på 17. hul under Solheim Cup. Jeg er ked af, at jeg ikke tænkte mere på det større billede og turneringen. Jeg kæmpede for mit hold, og satte den enkelte match og pointet over sportsånd og golfsporten som helhed!, skriver Suzann Pettersen bl.a. på Instagram.
Suzann Pettersen skriver også, at hun mandag morgen har talt med den amerikanske kaptajn Juli Inkster og sagt undskyld.
– Jeg håber, at det amerikanske hold med tiden vil tilgive mig og vide, at jeg lært en vigtig lektion om hvad der virkelig er vigtigt i den fantastiske golfsport, som har givet mig så meget i livet.
– Jeg kan gøre det meget bedre
– Jeg undskylder overfor de mange golffans som så turneringen på TV for den måde, jeg opførte mig på. Jeg kan gøre det meget bedre, og at være ambassadør for det fantastiske spil betyder meget for mig.
– Solheim Cup har været en stor del af min karriere. Jeg ville af mange grunde ønske, at jeg kunne ændre søndagen. Uheldigvis kan jeg ikke det, skriver Suzann Pettersen, der vil arbejde hårdt for, at man igen vil opfatte hende som en der arbejder hårdt, spiller fair og spiller golf på den rette måde.
21555436832_5ff811cae3_b