I dag er der ét år til Ryder Cup

ryder08-135953I dag er der præcis et år til, at Ryder Cup begynder på Hazeltine National Golf Club i Minnesota, USA.
Ryder Cup spilles fra fredag den 30. september – 2. oktober 2016, og i den anledning holdt de to kaptajner, Davis Love III og Darren Clarke et fælles pressemøde tirsdag.
Europa har momentum i Ryder Cup, da det er blevet til europæisk sejr i de seneste tre udgaver, og Europa har vundet otte af de ti Ryder Cups siden 1995.
– Vi nyder en cigar og en drink søndag aften
Der var som sådan ikke meget nyt på pressemødet, men de kommenterede begge på den uheldige situation under Solheim Cup, hvor Suzann Pettersen fulgte reglerne, men blev anklaget for at være usportslig, og efterfølgende undskyldte hun sin opførsel.
– Det Suzann gjorde var korrekt i henhold til reglerne, men i golfsportens ånd vat det forkert, hvilket hun erkendte om mandagen. Jeg tror og håber ikke, at det vil ske med os som kaptajner, sagde Darren Clarke på pressemødet, og blev bakket op af Davis Love III:
– Jeg er enig, og jeg tror, at Darren og jeg vil sætte tonen med vores hold over det næste år om, hvordan vi forventer matcherne bliver spillet. Noget vil sikkert ske over de tre dage, men vi vil håndtere det som gentlemen og i god sportsånd. Det vil være fair, konkurrencepræget og sjovt. Ét hold vil vinde, men vi nyder en cigar og en drink søndag aften, sagde Davis Love III og det blev bekræftet af Clarke.
Et hold uden Tiger og Phil?
Tiger Woods er ved at komme sig ovenpå endnu en rygoperation, og Phil Mickelson har ikke spillet overbevisende, men fik dog et wild card til Presidents Cup. De kan begge nå at finde formen næste år, men kan meget vel komme i problemer med at spille sig på holdet:
– Vi bliver alle ældre, og Tiger har haft et par operationer, mens Phil ikke helt fik nok point til at kvalificere sig til Presidents Cup, men han fik et wild card. Phil spiller godt nogle år, og måske er næste år hans, sagde Davis Love III og fortsatte:
– Jeg har talt med Phil, og han vil gerne spille. Hvis han ikke kommer på holdet, så får han en anden rolle, men jeg ved, at han helst ikke vil arbejde for mig, og han vil hellere spille. Og Tiger vil selvfølgelig gerne blive rask og spille igen. De er blot to af de mange spillere, som har fortalt mig, at de gerne vil spille på et vindende Ryder Cup hold.
– Jeg kan ikke li’ rough
Det er USA som værter, der bestemmer opsætningen af banen, og vi kan forvente mange birdies, da Davis Love III foretrækker birdies og eagles i stedet for at spillerne kæmper for at komme ud af roughen. Så roughen skal ikke være for tæt og bliver klippet ned:
– Jeg kan ikke li rough, og jeg slår ofte derud, sagde Davis Love III med et smil og uddybede:
– Det er hulspil, og vi vil se huller der bliver vundet med birdies, så det ikke bliver 3 meter putts for par hele dagen.