Sådan kvalificerer man sig til EurAsia Cup – Kjeldsen tæt på

Søren Kjeldsen
Søren Kjeldsen ligger godt for en plads på holdet, når Europa til januar skal spille mod Asien i den anden udgave af EurAsia Cup, der er en Ryder Cup lignende turnering.
I EurAsia Cup 2014 var der 10 spillere på hvert hold, og det endte uafgjort 10 – 10, mens der er 12 spillere på hvert hold, når der spilles på Glenmarie Golf and Country Club i Malaysia fra den 15. – 17. januar 2016.
Fra Europa kvalificerer de ti bedste europæere på den endelige Race to Dubai 2015 rangliste, som ønsker at deltage, sig til holdet og derudover uddeles to wild cards.
— Læs også: Kaptajnerne for EurAsia Cup
Det er en ændring fra 2014, hvor der var fire fra Race to Dubai ranglisten, fire fra verdensranglisten samt ét wild card udover Jiménez som spillende kaptajn.
Kjeldsen ligger til en plads på holdet
Søren Kjeldsen må siges at være et meget godt bud på en dansk deltager ved EurAsia Cup presented by DRB-HICOM 2016, hvis han altså ønsker det.
Kjeldsen er pt. nr. 14 på Race to Dubai ranglisten, men seks af spillerne foran ham er ikke-europæere så reelt er han pt. 8. bedste europæer på Race to Dubai ranglisten. Og selv hvis Kjeldsen, mod forventning, skulle falde nogle pladser tilbage på ranglisten, så tilbydes han formentlig en plads, da det må forventes at enkelte af de førende melder fra.
Europa – sådan udtages holdet
Team Europe udgøres af følgende:
– De ti bedste europæere på den endelige Race to Dubai 2015 rangliste.
– To captain’s picks (wild cards) uddeles af kaptajn Darren Clarke.
Det er næppe alle de bedste på Race to Dubai ranglisten som ønsker at deltage, og så går pladsen videre til den næste. Det er dermed de ti bedste som ønsker at deltage, og man kommer formentlig et stykke ned på ranglisten førend holdet er fuldendt, da der også er en del ikke-europæere i toppen af Race to Dubai ranglisten.
Asien – sådan udtages holdet
Team Asia udgøres af følgende:
– De fire bedste asiater på Asian Tour Order of Merit 2015 pr. 14. december 2014.
– De fire bedste asiatiske spillere på verdensranglisten pr. 14. december 2014.
– Fire captain’s picks (wild cards) uddeles af kaptajn Jeev Milkha Singh.
Hvis de bedste på ranglisterne ikke ønsker at deltage, så tilbydes pladsen til den næste, så det er de bedste, som ønsker at spille.
Præmiesum på $ 4,8 mio.
Mens der ikke er præmiepenge ved f.eks. Ryder Cup, så har EurAsia endnu ikke den samme status, og det er formentlig årsagen til, at der er en relativ stor præmiesum, da det kan tiltrække et stærkere felt.
Det vindende hold deler $ 3,6 mio., mens der er $ 1,2 mio. til det tabende hold.
Kun én runde om dagen
I det varme vejr i Malaysia spilles kun én runde om dagen, og ingen sidder over, så alle skal spille på hver af de tre dage.
Fredag spilles seks Fourball matcher efterfulgt af seks Foursomes om lørdagen og 12 singler om søndagen.