Anders: – Stopper med blandede følelser

AndersHansen_aalborg15-295996Anders Hansen har indstillet sin Europa Tour karriere, som blev afsluttet med en 22. plads i Portugal Masters.
Selvom han pt. er nr. 113 på Race to Dubai ranglisten, så kunne han mindst have forlænget karrieren i nogle år endnu, da han er nr. 24 på Career Money List, hvorfra top-40 kan få kategori 11, hvilket giver adgang til de fleste almindelige turneringer.
– Der er mange grunde til, at jeg stopper nu. Der er altid en balance i livet, hvor man gør de positive og negative sider op, og for mig blev listen med de negative ting lidt længere end den anden liste, og jeg vil gerne vil lave ting udenfor golfbanen, sagde Anders Hansen til Europa Touren efter Portugal Masters.
– Det er med blandede følelser. Det har været en hård uge, og der går mange tanker gennem hovedet, og man tænker, om det er den rigtige beslutning, og hvad der sker.
Hvad fremtiden byder uddybede Anders ikke, men han har gang i nogle ting, og begynder med en pause.
– Det har været godt, og jeg har nydt det. Det er næsten ærgerligt, at det er forbi, men jeg har nydt det, og nu er det tid til at gøre andre ting.

Tre Europa Tour sejre i en flot karriere
Om 45-årige Anders Hansen kommer til at spille enkelte turneringer i fremtiden ved vi ikke, men han har spillet 419 Europa Tour turneringer i karrieren, og den første var tilbage i 1996.
— Læs også: Anders Hansens karrierestop hjælper ikke Søren Hansen
Han har vundet tre gange med sejre i Volvo PGA Championship 2002, BMW PGA Championship 2007 og Joburg Open 2009, og i alt har han opnået 23 top-3 placeringer og 62 top-10 placeringer på Europa Touren.
I 2007 spillede han en sæson på PGA Tour, hvor han bl.a. opnåede fire top-25 placeringer, man han tjente ikke nok til at beholde PGA Tour kortet.
Hans bedste resultat i majors var en 3. plads i US PGA Championship 2011.
Vandt Sunshine Tour Order of Merit 2009
Anders Hansen vandt Sunshine Tour Order of Merit 2009, som er pengelisten på den sydafrikanske tour.
Dengang spillede Anders også primært på Europa Touren, men han gjorde det godt i tre turneringer, som var sanktioneret med Europa Touren, og han spillede yderligere to, hvoraf han vandt den ene, så han nåede op på de påkrævede fem turneringer, mens andre spillede mange flere.
Anders Hansen er den hidtil eneste europæer, som har vundet Sunshine Tour Order of Merit, der bortset fra Anders’ sejr udelukkende er blevet vundet af spillere fra Sydafrika og Zimbabwe siden begyndelsen i 1972.
Anders Hansen med trofæet, da han vandt BMW PGA Championship 2007.
Anders Hansen med trofæet, da han vandt BMW PGA Championship 2007.