Line Vedel får medical exemption på LPGA

LineVedel_bahamas13-260863Efter en flot LPGA sæson som rookie sidste år, så var der store forventninger til Line Vedel, men det har været et skadesplaget år med få turneringer.
Sidste år blev Line Vedel flot nr. 45 på LPGA  pengelisten efter 18 klarede cuts herunder tre top-5 placeringer i 24 turneringer. I år er det kun blevet til 9 turneringer, hvoraf hun har måtte trække sig fra de tre pga. rygsmerter.
Line Vedel er derfor langt nede på ranglisterne, og som pt. nr. 136 på pengelisten er hun ikke kvalificeret til flere turneringer i denne sæson.
Nu er der dog endelig lidt glædeligt nyt, da hun har fået en såkaldt medical exemption for næste sæson. Den giver Line Vedel fuldt program næste sæson frem til starten af august, hvor der så vil være en re-ranking af spillerne i Line Vedels kategori.
Comeback til januar
Af en pressemeddelelse fremgår det, at Line Vedel de seneste måneder har fået hjælp fra Team Danmark for at komme sig over rygskaden, og hun er i bedring. Det er derfor planen, at hun gør comeback på LPGA i januar 2016 på Bahamas.