Thomas og Thorbjørn hylder Anders

AndersHansen_atzenbrugg14-271180Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen hylder Anders Hansen, som har indstillet sin Europa Tour karriere.
– Jeg har kendt Anders siden vi var 14 år. Vi var foursome makkere og delte værelse på landsholdet, siger Thomas Bjørn til Reuters og fortsætter:
– Anders er et helt utroligt talent. Han kunne sikkert have opnået mere, end han gjorde, men han har haft en fantastisk karriere. Han har ikke nydt det de seneste par år, og det er hårdt at rejse, så man kan godt forstå, at han vil tilbringe mere tid med sin familie.
— Læs også: Anders: – Stopper med blandede følelser
Anders Hansen kom på Europa Touren i 1996, mens Thorbjørn Olesen er forholdsvis ny, da han først kom på Europa Touren i 2011:
– Det er et stort tab ikke blot for dansk golf men også for europæisk golf. Sammen med Thomas, Søren Kjeldsen og Søren Hansen var han én af mine mentorer, og jeg har lært meget af ham, siger Thorbjørn og fortsætter:
– Vi var også gode venner ,før jeg kom på Europa Touren. Jeg kommer til at savne hans selskab, da vi har spist mange middage sammen.
Anders: – Overvejede at stoppe sidste år
Reuters har også talt med Anders, der overvejede at indstille karrieren sidste år:
– Jeg overvejede at stoppe sidste år, og i år har jeg vurderet om jeg ville fortsætte. Jeg nyder helt ærligt ikke at rejse rundt længere, og derudover har jeg gang i andre ting, siger Anders Hansen og fortsætter:
– Jeg har tre børn på 9, 12 og 17 år, og jeg vil gerne have mulighed for at tilbringe mere kvalitetstid sammen med dem.
– Meget stolt over min karriere, men ville gerne have spillet Ryder Cup
Som den hidtil eneste europæer vandt Anders Hansen Sunshine Tour Order of Merit, og alene på Europa Touren har han tjent mere end € 12 mio.
Han vandt tre turneringer med sejre i Volvo PGA Championship 2002, BMW PGA Championship 2007 på Wentworth og Joburg Open 2009. Samlet opnåede han 23 top-3 placeringer og 62 top-10 placeringer i 419 Europa Tour turneringer.
– Når jeg ser tilbage på min karriere, så er jeg meget stolt, og jeg har arbejdet hårdt for at opnå det. Hvis mit korte spil havde været meget bedre, så havde jeg måske vundet mere, men samlet set er jeg tilfreds, siger Anders, der er mest stolt af sine to sejre på Wentworth og en 3. plads i US PGA Championship 2011.
– Jeg ville gerne have spillet Ryder Cup, men det har været en god karriere.