EM sølv til det danske HandiGolf-landshold

EM_HandiGolf-landshold_2015

Det blev til velfortjente sølvmedaljer til Danmark, da det første officielle EM i holdspil for golfspillere med handicap blev afviklet på Parador de Malaga.

Efter to dage med greensomes og foursomes – som lidt forenklet er nogle makker-matcher, hvor man spiller sammen to og to og skiftes til at slå til én fælles bold – så det lovende ud for Danmark. Der skulle hentes tre slag på de førende svenskere, og det virkede absolut ikke urealistisk. Efter de fire afgørende singler, måtte vi dog erkende, at svenskerne – endnu engang – var for gode. Der blev ikke givet ved dørene, idet alle fire svenskere leverede solide runder og øgede afstanden til de nærmeste forfølgere Danmark og Spanien.

– Målsætningen for EM var en top-3 placering, men selv om målsætningen blev nået, var det ærgerligt, at vore spillere ikke helt nåede vanlig standard. Det var tydeligt, at matchformen var uvant for vore spillere. Derfor benyttede vi lejligheden til at aftale et par landskampe mod Sverige i den kommende sæson. Dels fordi vi naturligvis gerne vil revanchere os, dels fordi vi gerne træne spillerne til denne form for matchafvikling, fortæller idrætskonsulent i DHIF Jesper Hviid.

I kampen om EM bestod sølvholdet af:
– Mette Wegge Lynggaard, Skjoldenæsholm GK
– Stefan Mørkholt, Gyttegaard GK
– Mads Lykke Nielsen, Frederikshavn GK
– Mads Hjelm Nielsen, Aalborg GK

Jon Johanneson på putting-green inden sidste runde. Foto: Jesper Hviid
Jon Johanneson på putting-green inden sidste runde. Foto: Jesper Hviid

Flot indsats i Nations Cup
I kampen om Nations Cup blev holdmatchen også afviklet med greensomes, foursomes og singler – men den blev spillet som en stableford-turnering. Her var målsætningen en top 5-placering, og den blev indfriet med en tredjeplads – med Spanien som vinder og Holland som toer.

I Nations Cup leverede især Jon Johanneson en flot indsats, både i makkermatcherne med Jes Høgh og i den sidste single. 108 point blev det til, og det må siges at være absolut godkendt.

Nations Cup holdet bestod af:
– Jon Johanneson, Hillerød GK
– Jes Høgh, Aalborg GK
– Louis Stendahl, Helsingør GK
– Flemming Rasmussen, Birkemose GK, Kolding

Truppen sender en stor tak til to sponsorer – Gunnar Svendsen Gulve og www.billigegolfbolde.dk – som sammen med DGU, DHIF og spillerne selv sikrede økonomien for vores deltagelse. For at gøre turen så billig som muligt var hele truppen indkvarteret i en lejet villa, noget som i høj grad styrkede fællesskabet og det gode humør!

De samlede resultater kan findes her:
www.edgagolf.com/page82.html