Lille vækst i antal golfspillere i Danmark

Amatører_hoenshuis15-299406Golfsporten i Danmark har det seneste år oplevet en øget opmærksomhed omkring sporten. Ved den årlige revision af det officielle medlemstal er medlemstallet steget til 150.916 medlemmer, og dermed en fremgang på 217 medlemmer i forhold til sidste år. Dansk Golf Union er godt tilfreds med tallet, der vidner om en stabilitet i antallet af danske golfspillere.
Dansk Golf Union har i de seneste år iværksat en række tiltag, som skal øge fastholdelsen i de danske klubber, og samtidig har der været arbejdet intenst med rekruttering af nye udøvere til golfsporten.
– Det er meget positivt, at medlemstallet i Danmark er stabilt modsat vores nabolande, hvor golfsporten taber medlemmer. En sport som golf er udfordret af de mange højintensitets-idrætter, som øger sine medlemstal i de seneste år. Men det stabile medlemstal vidner om, at den store indsats, der er blevet gjort både i klubberne og i Dansk Golf Union har fungeret. Skal udviklingen fastholdes, skal det konstruktive arbejde fortsætte i de kommende år, siger Morten Backhausen, direktør i Dansk Golf Union.
I det seneste år er tabet af juniormedlemmer øget, og der er 351 færre juniorspillere i 2015 i de danske golfklubber end sidste år. I alt udgør juniorspillerne 8.127 eller 5,4 procent af det samlede antal spillere.
– En af vores store udfordringer ligger helt klart på juniorområdet, og derfor er det også blevet et indsatsområde for os i de kommende år. Vi har skabt et helt nyt træningskoncept i klubberne, som vi er i fuld gang med at implementere i en række klubber rundt i landet, slutter Morten Backhausen.
Medlemstallene kan ses her