Line Vedel indstiller karrieren

Line Vedel
For få uger siden kunne Line Vedel meddele, at hun havde fået en Medical excemption til den kommende sæson på LPGA Touren, men det bliver desværre aldrig til noget.
Torsdag er der udsendt en pressemeddelse, hvor 26-årige Line desværre fortæller, at hun efter fem år som professionel har valgt at indstille karrieren grundet helbredsmæssige årsager.
Line har i flere omgange kæmpet med rygproblemer, og ved en af de seneste undersøgelser har en MR-scanning vist endnu mere slid men også diskusprolapser. Derfor er der ingen anden udvej end at indstille karrieren, der desværre blev alt for kort. Der kan dog blive set tilbage på mange flotte resultater såsom en sejr på Ladies European Tour i Slovakiet, tre top-5 placeringer på LPGA Touren, og hun har som nummer 64 været den højst rangerede dansker på verdensranglisten.
– Jeg er naturligvis meget ærgerlig over at være tvunget til at måtte træffe denne nødvendige beslutning. Jeg vil nu rette mit fokus mod en karriere i erhvervslivet. Jeg vil gerne takke alle mine nuværende og tidligere sponsorer, støttegruppe, familie og venner. En stor tak skal lyde til min mentaltræner gennem tre år Carsten Brandt fra cbpu.dk. Uden jer havde jeg aldrig opnået mine resultater. En hjertelig tak, udtaler en afklaret Line Vedel i pressemeddelsen.
Teetime vil gerne sige Line Vedel tak for en kort men flot karriere og held og lykke i fremtiden.