Saxo Bank indgår sponsorat med OL golf-håb

NicoleBrochLarsen_SaxoBank1_24nov15Saxo Bank indgår nyt sportssponsorat med kvindelig golf-stjerne-frø med OL-drømme. Sponsoratet skal både profilere banken i Danmark og udlandet og give golf-interesserede kunder mulighed for at spille med OL-aspiranten.
22-årige Nicole Broch Larsen kæmper sig for tiden op på verdensranglisten og står som storfavorit til at repræsentere Danmark ved OL i Rio 2016. Saxo Bank og Saxo Privatbank har besluttet at støtte stortalentet og indgår derfor personligt sponsorat med Nicole Broch Larsen i 2016-sæsonen.
– Vi har længe holdt øje med Nicole, der markerer sig over hele verden og har værdier om dedikation og passion, der passer godt til Saxo Bank. Nicole har begge ben på jorden i Danmark og er samtidig en profil med internationalt udsyn, og vi støtter hendes ambitioner om at gå hele vejen til OL i Brasilien. Jeg ser frem til, at vi kan give vores golf-interesserede kunder unikke oplevelser med en golfspiller på topplan , siger Peter Andreasen, adm. direktør Saxo Privatbank.
Nicole har allerede markeret sig som en spiller, der er værd at holde øje med.
I sommers vandt hun sin første sejr ved LET, Ladies European Tour, og sejren er langt fra hendes første. Hun vandt i 2013 to turneringer på LET Acces series, niveauet under LET, hvilket placerer hende på en 73. plads globalt.
For den unge golfspiller er sponsoratet af afgørende betydning:
– Det kommer til at give noget ro rent økonomisk, som gør at jeg bedre kan koncentrere mig om det der er vigtigt for mig – golfen.
Valget er faldet på den unge golfspire fordi hun er særdeles dedikeret og arbejder disciplineret og målrettet mod målet om OL – egenskaber som Saxo Bank påskønner.
Golf er for første gang siden 1904 med ved OL, og de danske pladser vil blive givet til de to mandelige og to kvindelige spillere som leverer de bedste resultater indtil 13. juli 2016, hvor kvalifikationsrunden for golfspillere afsluttes.
– Jeg ser det som en stor cadeau, at Saxo Bank tror på mig og har lyst til at hjælpe mig mod mine drømme og mål.
Støtten til Nicole Broch Larsen sker som et led i Saxo Banks vision om at indgå flere lokale sponsorater på tværs af sportsgrene, der også har et internationalt potentiale.
NicoleBrochLarsen_SaxoBank2_24nov15