Søren Kjeldsen med i EurAsia Cup

Søren Kjeldsen (4)De første ti spillere er udtaget til det europæiske EurAsia Cup hold, og blandt dem Søren Kjeldsen.
EurAsia Cup er en Ryder Cup lignende turnering, hvor Europa spiller mod Asien fra den 15. – 17. januar på Glenmarie Golf and Country Club i Malaysia, og der er 12 spillere på hvert hold
Der spilles om en stor præmiesum, så hvis Europa vinder, så får Kjeldsen kr. 2,1 mio. med hjem, og hvis Europa taber, så får han kr. 700.000 for indsatsen.
De ti bedste på den endelige Race to Dubai 2015 rangliste, som ønskede at deltage, er kvalificeret til holdet, og derudover har kaptajn Darren Clarke to Captain Picks, som han udtager om et par uger.
– EurAsia Cup giver mange af vores spillere en mulighed for at øge deres chancer for en plads på Ryder Cup holdet. Det er også en god mulighed for mig at se, hvor komfortable de er på et hold, siger Darren Clarke, som både er EurAsia Cup og Ryder Cup kaptajn.
Afbud fra McIlroy, Rose og Stenson
Som ventet har flere spillere fravalgt at deltage i EurAsia Cup, selvom de sluttede blandt de ti bedste europæere på ranglisten, og ud fra det udtagne hold kan man konkludere, at der er kommet afbud Rory McIlroy, Justin Rose og Henrik Stenson.
— Læs også: Ugens Europa ranglister
De ti udtagne spillere ses nedenfor. Tallet i parantes er deres slutplacering på Race to Dubai 2015 ranglisten. Syv af spillerne i top-20 på den endelige rangliste er ikke-europæere.
Darren Willett, England (2)
Shane Lowry, Irland (5)
Andy Sullivan, England (8)
Bernd Wiesberger, Østrig (9)
Victor Dubuisson, Frankrig (11)
Matthew Fitzpatrick, England (12)
Kristoffer Broberg, Sverige (14)
Søren Kjeldsen, Danmark (15)
Chis Wood, England (17)
Ross Fisher, England (19)
De første spillere til Team Asia holdet udtages den 14. december, hvilket der kan læses mere om i denne artikel.
Kr. 2,1 mio. til hver spiller på det vindende hold
Mens der ikke er præmiepenge ved f.eks. Ryder Cup, så er der en ganske stor præmiesum i EurAsia Cup, da det vindende hold deler $ 3,6 mio., mens der er $ 1,2 mio. til det tabende hold.
Så spillerne på det vindende hold får $ 300.000 hver eller godt kr. 2,1 mio., mens der er $ 100.000 svarende til godt kr. 700.000 til hver af spillerne på det tabende hold.
Den første udgave af EurAsia Cup i 2014 endte uafgjort 10 – 10. Dengang var der ti spillere på hvert hold, og Thomas Bjørn samt Thorbjørn Olesen deltog for Europa.
Kun én runde om dagen
I det varme vejr i Malaysia spilles kun én runde om dagen, og ingen sidder over, så alle skal spille på hver af de tre dage.
Fredag spilles seks Fourball matcher efterfulgt af seks Foursomes om lørdagen og 12 singler om søndagen.
EurAsiaCup15-Captain-Darren-Clarke-06