En eftermiddag i paradis

Emirates-Golf-Club - sliderTirsdag den 18. marts havde jeg teetime kl. 1210. For golfspillere er dette ikke så bemærkelsesværdigt. Og dog, starttiden var på Emirates GC, Majlis banen. Banen der gennemgående har lagt græs til Dubai Desert Classic siden 1989. Forårsturneringen der samler det bedste felt på Europa turen. Turneringen Ernie Els har vundet 3 og Tiger Woods 2 gange, turneringen hvor Thomas Bjørn har 72 hullers scorings rekord, men frem for alt banen, der iscenesætter dramaer år efter år, senest Ernie Els’ tur i vandet på 18. Hul på finalerunden i 2008.
12:09 fik jeg tees, scorekort og en blyant af starteren og 1210 slog jeg ud!
De tørre facts
Golfbanen blev indviet i 1987 og de 18 huller er fra sort tee 6.676 meter, fra blå (vores gule) 6.300 og fra dametee 5.100 meter. Hullerne er anbragt rundt om tidligere relativt høje sandklitter og har vand mere eller mindre i spil på halvdelen af hullerne.
Arkitekten bag er Karl Litten, der har lagt navn til en mængde baner navnlig i Florida. Blomster og anden vegetation er udtænkt af Hans højhed General Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, samme herre som donerede området (”sandet”) til dets nuværende formål. Banen var den første græsbane i Mellemøsten. I dag er der alene i Dubai 10 baner og der er 9 nye på vej.
Hvilken bane!
Og mens vi er ved banen. Hvilken bane! Den er smuk, den er svær, den er lang, den er varieret, den er som man ville lave en golfbane, såfremt man kunne. Palmer, blomster og buske er spredt med nænsom hånd, vandet komplementerer de grønne fairways og greens er så hurtige som en glidebane – selv på en tilfældig tirsdag to måneder efter den sidste store turnering. Mellem teesteder og fairways og langs fairways ligger ørkenen. Noget kultiveret sammenlignet med det man ser uden for byen, men stadig faretruende at se på fra tee, når 100 meter ørkensand skal passeres før bolden når første stump fairway. Roughen er venligt skåret ned og græsset på fairways er af mesterlig kvalitet og tætheden af græsstrå uforlignelig. Jorden under er halvtør og lysbrun og mange gange topdressing har efterladt mange sandkorn. Jeg er i noget, der minder om en golfspillers paradis!
Jeg kom kl. 10. Jeg har det meste af en dag til at spille golf. Jeg har afleveret 825 dirham for 18 huller og yderligere 125 for et sæt køller. Derudover har jeg købt 9 bolde til 135 dirham og en pitchfork med logo til 70. Jeg stiller i egne sko og handske! Ved driving range modtager jeg et golfsæt, som en ung venlig hjælper straks sætter på buggy’en. Det er et Ping sæt, der står et 5-tal på, og er gammelt! Temmelig gammelt! ”Det er udlejningssættet, der er ikke andre”, siger den venlige hjælper. Men de køber nye sæt til næste sæson!
Ping!
Jeg har nu ca. halvanden time til at blive venner med et sæt køller, der skulle være pensioneret for nogle år siden. Jeg forledes til at tænke: skulle aldrig være produceret, mens jeg prøver at smile. Det er 30 grader, jeg skal spille golf og jer er lige blevet introduceret til min kommende spille makker – en ukrainer, der taler russisk og kun russisk, har et hcp. på 30+, og som taler uafbrudt – russisk, kun russisk. Men han smiler og er glad og ryger Sobrané, cigaretternes konge! Hvorfor skulle jeg ikke også være glad!
Fra toppen af skafterne og ned til lige før køllehovedet ligner mine Ping køller alle andre golfkøller. Forenden af skaftet er der påsat en tilbagelænet slagflade støbt i et ukendt tungmetal, der føles som et blyklods på et halvkilos penge. Av, skal jeg spille denne velsignede bane med et udvalg af 14 lægtehammere påsat stave i varierende længder.
Da det trods alt er en golfbane, jeg befinder mig på, opgiver jeg tanken om at lave en scene. Stille og roligt begynder jeg at slå nogle bolde. Da jeg ikke kan nå at blive ven med alle jernene, udser jeg mig et lille håndplukket udvalg. Blandt køllerne tager jeg 5-køllen. Den vejer 3-4 gange så meget som den driver min tredje spillemakker, Dieter, slår ud med, da jeg beklager min nød på 16. Hul.
Langsomt vænner jeg mig til dem. Man skal sådan set bare svinge, som man plejer, ikke rykke for hårdt, da rygmuskulaturen så bliver flået op. De kan sagtens slå en nænsom draw, men kan ikke få bolden til at spinde så meget som en ½ omgang. Sådan er vilkårene. Jeg drikker lidt vand, har det varmt nok, og går over for at putte med min nye ven Nicolai, der fortsat forklarer mig lidt af hvert – på russisk.
Kl. er 12:10, nu skal vi spille.
Banen er svær, meget svær. Men den er først og fremmest lang. Syv af de ti par 4 huller er 380 meter eller længere. Selv et godt drive efterlader stadig et 4-5 jern eller en 5-kølle til green. Her skøjter bolden af og der skal herefter chippes fra rough eller puttes fra greenkanterne.
Der skal meget solide slag til at lave par. Jeg får to på scorekortet, 2. og 7. En del tre puts og for upræcise slag med pitchingwedge’n gør det umuligt at skrue en nogenlunde score sammen. Jeg må stille mig tilfreds med bogies, som jeg laver 10 af. Under 100 slag kommer jeg dog.
Problemet er de to wedges, jeg er blevet udstyret med. Sandwedgens sål er kun svagt smallere end hælen på en herresko. Så enten skal jeg grave et mindre hul, når jeg slår eller også, skal jeg forlade mig på den 47 graders pitch, der også befinder sig i baggen. Sandwedgen forbliver samme sted hele dagen, da jeg mirakuløst holder mig borte fra samtlige bunkers.
Varmen og tiltagende træthed gør det ikke nemmere. Da vi når til 18. har vi spillet 4½ time. Min russiske ven ligger 3-4 slag over par pr. hul og min tyske makkers kone, Susanne, skal bruge 10. Jeg lægger de sidste kræfter i at få en par på 18. Jeg slår tre næsten perfekte slag, og ligger i greenkant 8 meter fra hullet. Men der er udsolgt. Efter 3 puts får jeg den sidste ”geschenkt” og dagen er forbi.
Konklusion: Tag til Dubai og spil denne bane, den er mageløs. Men tag godt med penge og egne køller med!

Ovenstående rejsebeskrivelse er skrevet af Jesper Nyholm Jacobsen, og blev for nogle år siden kåret som årets bedste rejsebeskrivelse på Teetime