Golf i Dubai


Kl. 0700 den 18. januar lander vi i Dubai lufthavn efter en natflyvning med hjælp fra en halv sovepille af ubestemmelig farve købt i USA en gang for lang tid siden. Det er vinter i Dubai så temperaturen er på sølle 24 grader.I lufthavnen bliver vi taget i mod af en venlig herre i lokal påklædning, der fører os ud til en hvid Rolls-Royce hvor en chauffør i hvid og guld står og venter på os. Bagagen kommer i en blå van, der kører bag os.
En Rolls-Royce transporterer mennesker ikke bagage.Efter 15 minutters kørsel kører vi igennem en vagtpost, der er den kolde krig værdigt. Ud på en lille halv-ø ligger verdens eneste syv-stjernede hotel – Burj Al’ Arab.

Vi blev vist op i vores 370 m2 store suite på 10. sal (til deling) med 3 store værelser. Luksuriøst udfyldt med alt hvad hjertet kan begære af elektronik, storskærme, havudsigt, spabad, massagebruser (alle haner var belagt med guld). Vores personlige butler – sådan én hører der til suiterne – tog sig af vores tøj, hang det op, strøg det hvis det var blevet lidt krøllet i kufferten, pudsede vore golfsko, og lagde fine små duftpuder ned i skoæsken, de blev returneret i.
Vi er 3 venner – Pia, Steen og undertegnede – der besluttede os for at det skulle prøves én gang at spille golf i Dubai og bo på lige præcis dette hotel. Vi har bl.a. spillet i Ægypten, Las Vegas, Miami, Key West, Portugal, Tenerife, Thailand og NU skulle det så være.
Vi valgte januar på grund af varmen, og – nåh ja, også fordi alt er næsten halv pris i Dubais vintermåned og en suite med 3 overnatninger koster stort set hvad en nyere brugt bil kan købes for i Danmark.
Vi havde forudbestilt 3 golfbaner:
The Al Badia Golf resort
Dubai Creek Golf Club
The Montgomerie Dubai
Alle kendetegnende ved en fabelagtig høj kvalitet og en sværhedsgrad der er til at tage og føle på. De er også kendetegnende ved nogle gigantiske og flotte “klubhuse”.
Vi startede på Al Badia Golf Resort, der skulle være den nemmeste for at varme lidt op. Vores Rolls-Royce – skrev jeg at vi havde den til rådighed alle 3 dage? – tog os og vore køller ud på banen, sørgede for vores ankomst og indregistrering forløb gnidningsfrit og vi kunne begynde at spille.
Godt rustne, da ingen af os bryder os om vintergolf. Tog vi en runde. Beskedne 24 -27 point og første dags konkurrence faldt ud til Steens fordel.
Om aftenen spiste vi på en af hotellets mange fornemme restauranter. Vi spiste lidt sent, da vi kom sent hjem og først skulle have vores Malaysienske massage, som vores butler havde fundet ud af vi trængte til efter en tur på golfbanen. Han havde så evig ret.

Næste dag spillede vi Dubai Creek. En pragtfuld og svær bane. Vi havde en englænder med på vores tre-bold. En rar fyr, der efter to huller havde brugt 11 bolde og måtte ringe ind til klubhuset for at få bragt flere bolde ud. Han købte ikke flere Tietleist Pro V1’ere men en pose søbolde – de fleste skulle jo alligevel retur. Anden dagens konkurrence gav mig en sejr, men da ingen af os nåede op på 20 point var det ligesom underordnet. Men utrolige forhold at spille under.
Om aftenen valgte vi at spise i byen på en Italiensk restaurant den danske chef for receptionen på hotellet havde anbefalet os. Der var en selvstændig reception på hver etage, så det var alligevel en del mennesker han havde i sin fold. Vores chauffør kørte os derud og vi blev modtaget som konger, da vores danske ven havde forberedt dem på vi ankom.
På sidste dagen var det Dubai Creek der stod for tur. Et klubhus tydeligt inspireret af Utzons genialitet bragede op af ørkenens sand når vi trillede op ad indkørslen.
Vi var nu lidt opvarmede og spillet blev afgjort til Pias fordel på 18. hul. Forså vidt en Salomonisk løsning, men ikke når man kender Pia og hendes lyst til at fortælle om hendes sejre igen og igen og.. ☺ Alene det at blive hentet af en Rolls, hvor en dertil medbragt assistent til chaufføren tog sig af vore køller, stod klar med koldt vand og et vådt håndklæde virkede som en sejr. Også – og måske endda især – det at se alle de andres øjne, der misundeligt skævede hen på os, intet anende, at det var 3 personer, der havde brugt deres sidste sparepenge – og lidt til – på at få den oplevelse.

Om eftermiddagen tog vi ind i et stort center i Dubai og så bl.a. verdens største dybfryser med indendørs ski bane. Imponerende hvad ubegrænsede økonomiske midler kan afstedkomme. Og her vil jeg ikke engang spilde spalteplads med at fortælle om palmeøen de byggede lige uden for vore soveværelsesvinduer eller “The World”-komplekset de var ved at pumpe sand op til ud for restaurantvinduerne.
Om aftenen følte vi os for første gang taget ved næsen under hele opholdet. Ingen af os kan tillade sig at sige, at vi altid læser alt materiale i gennem. Vi skulle så ud og sejle i 3 minutter med en u-båd for at komme til en uovertruffen fiskerestaurant under havets overflade.
Med en forventning der nærmede sig ekstase gik vi ind i U-bådens forrum i hotellets nedre etager. Med en fælles forundring over at kaptajnen var en nydelig dame først i tyverne og at vi ikke skulle indøve nødprocedurer ved uheld, udligne trykforskelle i øret og hvad vi ellers havde set på Discovery – gik vi ind i en flot indrettet ubåd med plads til ca. 15 personer.
Det næste der skete var at “ubåden” rystede og larmede fælt og en relativ dårlig animeret 3-D film spillede uden for de ko-øjer der var monteret. Vi fik simpelthen et video-show i en forstørret elevator, der bragte os rystende ned til en udsøgt restaurant, bygget op omkring et kæmpeakvarium, så det SÅ UD SOM om vi var under havet.
Maden var udsøgt og restauranten i top, men vores flovhed over ikke at have læst brochuren færdig kunne ikke skjules. VI havde jo pralet for alle derhjemme over hvad vi skulle ud at opleve.
Næste morgen skulle vi hjem igen. Vognen rullet frem. Kufferterne pakket – ja ikke af os selv, og det meste af personalet der var på arbejde på det tidspunkt tog afsked med os.
På flyveren hjalp den sidste halve pille os til at få lidt søvn og drømme om 3 dage i en helt anden verden.
Ovenstående artikel blev for nogle år tilbage indsendt af Mogens Dam