Kiel – meget mere end håndbold og sejlsport

Når man træder ind i Kitzeberg Golf-Club, går man gennem en rød torii, en japansk indgangsport som en tidligere præsident for klubben opstillede tilbage i 1920’erne. I Kitzeberg symboliserer torii’en intet mindre end adgangen til ”Platz der Glückseligkeit” – lyksalighedens bane! Ikke så underligt, at golf er blevet populært syd for grænsen…
Lyksalighedens bane 1-9
Kitzeberg Golf-Club, der er fra 1902 og dermed en af de ældste tyske golfklubber, ligger naturskønt tæt ved skov og fine strande kun få kilometer uden for Kiel, hovedstaden i delstaten Slesvig-Holstein.
De første ni huller, som blev tilføjet i år 2000, er formet som en traditionel parkbane omkranset af høje bøge og med frugttræer langs fairway. De første huller volder ikke store kvaler, så længe man rammer fairway. På 5., et blot 238 meter par-4, ender drivet imidlertid i roughen.
– Skidt skudt, skat! lyder fruens hurtige replik. Godt at spille på ”lyksalighedens bane”, så selv nådesløse kommentarer som denne med indbygget bogstavrim ikke får ulykkelige konsekvenser. Bolden bliver fundet og hakket ind på den velplejede ”Grün” til en sikker par.
De lyksalige vibrationer fortsætter på 7., trods 560 meter ind i vinden fra herretee samt vandløb på tværs af fairway.
Og magien vedbliver på 8., hvor en fire-bold lukker os igennem: en wedge ind til flaget på det korte par-3 hul, en sikker birdie og klapsalver samt en oplysning om en uofficiel lokalregel:
– En birdie koster en cognac på Wildgarten, mein Herr!
Lykken skaber flere små mirakler på 9., et 491 meter langt par-5 hul med dobbelt dogleg og strategisk velanbragte bunkers og søer – dog uden at koste endnu en cognac…
Lyksalighedens bane 10-18
En torii markerer overgangen til en shinto-helligdom, men selv om shinto betyder ”gudernes vej”, så vokser træerne som bekendt ikke ind i himlen. Måske mangler der bare en indgangsport til de sidste ni huller? Den overdimensionerede golfbold, som pludselig dukker op, har i hvert fald ikke samme magi over sig. Ved nærmere eftersyn viser den sig at være et WC; husk i øvrigt at få koden med til låsen, ellers kan man komme til at stå længe uden for med krydsede ben…
10.-18. ”bugter sig i bakkedal”, så man skulle tro man var i ”gamle Danmark”, og det er man jo egentlig også, eftersom Slesvig-Holstein strengt taget var dansk fra 1460 til 1864.
Ege og bøgetræer er her lige så store og gamle som de er smukke, og kombinationen af træer og lange, bølgende bakker med meget store højdeforskelle får pludselig problemerne til at tårne sig op.
Det er godt at have selektiv hukommelse, så man ikke husker alle de skæve slag, men desværre står notaterne på blokken og fortæller om snævre fairways og høje træer med tætte trækroner der fanger bolde på afveje.
Der er flere flotte og stærkt udfordrende huller, bl.a. 12., et par-3, hvor bolden skal flyves knap 200 meter over en dyb dalsænkning til green, og 13. med to søer foran green, hvorfra et par opvakte drenge fisker bolde med stor succes.
Der kæmpes bravt hele vejen, men selv cognac’en på 19. kan ikke udviske mindet om en noget ulyksalig bagni…
Humor, Hemingway og hotel
Marcel Duchamp gjorde i 1917 en urinal til et stykke kunst – i Storbritannien valgt som det mest væsentlige kunstværk i det 20. århundrede!
I Golf-Club Kitzeberg gør man også urinaler til noget der minder om kunst; se selv på herretoilettet i klubhuset, hvor en spøgefugl har markeret de tre pissoirkummer med handicapinddeling (jf. foto ovenfor). Dejligt med et godt grin efter en golfrunde, hvor smilet var lige ved at forsvinde på de sidste huller.
Det kan anbefales at spille Kitzeberg i eftermiddagstimerne, så man kan nå både at få frokost og aftensmad på terrassen, for ud over cognac serverer Restaurant Wildgarten også retter, der får lyksaligheden til at brede sig i krop og sjæl, så man nær glemmer sin teetime.
Folkelivet i Kiel observeres måske bedst fra terrassen på cocktailbaren Hemingway i bydelen Altstadt, hvor man i en af de populære ”Strandkörber” – fletstole med høj ryg – kan indtage noget så spændende som astrologiske drinks.
Undertegnedes stjernetegn peger på en Katapulski: Absolut Vodka, Bols Triple Sec, mandelsirup, Bols Grenadine, lime juice og citron. ”Stimulerende og heftig”, fortæller tjeneren. Og det er rigtigt nok: en Katapulski viser sig at være så heftigt stimulerende at man kun husker Golf-Club Kitzeberg som den rene lyksalighed – på alle 18 huller!
Kiel er virkelig meget mere end håndbold i Ostseehalle med TWH Kiel og Kieler Woche sidst i juni med folkefest og verdens største sejlsportsbegivenhed. Meget mere.
Mht. overnatning kan GHotel på Eckernförder Straße i udkanten af Kiel varmt anbefales (www3.ghotel.de/cms/deutsch/hotels/kiel/index.html).
Besøg Golf-Club Kitzebergs hjemmeside på www.golf-kiel.de

Skrevet af Kim Boje. Fotos: Annemarie Og Kim Boje