Delt føring på PGA Touren – der igen blev afbrudt

Vegas
Også anden runde af Zurich Classic på PGA Touren blev afbrudt på grund af mørke, inden alle spillere havde nået at færdiggøre deres runder.
Dét betyder, at Jamie Lovemark og Jhonattan Vegas deler føringen med 11 slag under par.
Lovemark spillede 27 huller fredag, da han først skulle færdiggøre sin udsatte første runde på grund af vejret, inden han kunne færdiggøre sin anden runde i 66 slag.
Vegas spillede et par huller mere end Lovemark i løbet af fredagen, og brugte 69 slag på sin anden runde.
”Jeg vidste, at det ville blive en ekstrem lang dag, så jeg slog bare ét slag ad gangen”, sagde Vegas efter fredagens runde og fortsatte: ”Banen var en smule lettere fra morgenstunden på grund af den var blød, men da vinden tog til hen på eftermiddagen, så blev den straks sværere at spille på”.
LÆS OGSÅ: McIlroy i New Balance tøj til OL
Jhonattan Vegas har ikke vundet på PGA Touren siden 2011.
For første gang siden 1999 deltager verdensranglistens nummer et i turneringen. Dengang var det David Duval og i denne uge er det australieren Jason Day. Han nåede til hul 11, da runden blev udsat og er sammenlagt 5 slag under par.
Brian Stuard, der førte efter første runde, er kun ét slag efter de førende spillere.
C-More Golf sender direkte fra 3. runde – lørdag kl. 19.00.
Leaderboard, Zurich Classic