McIlroy gør grin med Trump: – Vi må bare hoppe over muren til Mexico

Rory McIlroySom du kunne læse tidligere her på Teetime.dk, så har PGA Touren besluttet at flytte WGC-turneringen der siden 1962 har været spillet på Doral-banen Blue Monster, til Mexico. Donald Trump, der ejer Doral-resortet, har i sin valgkamp for det amerikanske præsidentembede flere gange talt nedsættende om blandt andet mexicanere. Derfor er ironien af, at han nu mister sin turnering til netop Mexico da heller ikke gået tabt blandt spillerne.
I starten af sin valgkamp postulerede Trump, at han ville bygge en mur mellem USA og Mexico for at holde illegale indvandrere ude. Og det havde Rory McIlroy ikke glemt, da han blev spurgt om hans holdning til flytningen i forbindelse med denne uges Memorial turnering.
– Vi må jo bare hoppe over muren, sagde han med et grin inden han på et mere alvorligt plan støttede PGA Tourens beslutning.
— Læs også: Optakt til The Memorial Tournament
Indtil nu har tre af de fire World Golf Championship turneringer ligget i USA, og det mener McIlroy strider imod hele formålet med turneringerne.
– Der er en grund til at man kalder dem WORLD Golf Championship. Jeg har altid følt, at når tre af dem lå i USA, så var de ikke rigtigt med til at sprede spillet ud til verden, hvilket jo var tanken med dem. Så for mig er det en god nyhed, sagde McIlroy.
Der er fire WGC-turneringer om året. Udover turneringen på Doral er det WGC-HBSC i Kina, WGC Match Play i Texas og WGC-Bridgestone i Ohio.