Masters-vinderen ude med riven efter US Open arrangørerne

danny willettTre gange måtte spillerne stoppe op og søge ly for tordenvejret under førstedagen ved US Open, og det har betydet en noget stressende dag for flere spillere. Ifølge Masters-vinderen Danny Willett fra England, så blev de dog stresset mere end rimeligt var.
Kort efter kl. 10 lokal tid blev spillet afbrudt i en time og 20 minutter, og da spillet kom igang igen gik der kun 44 minutter inden hornene igen sendte spillerne af banen.
Ifølge Willett fik spillerne dog langt fra tid nok til at forberede sig efter pauserne, og han mener at arrangørerne tilsidesatte spillernes tarv i jagten på at færdiggøre så meget af første runde som muligt.
– Det var ikke godt lavet. Vi sad inde i mere end en time, men fik ikke chancen for at slå bolde eller noget inden vi skulle ud igen, lød det fra Willett efter første runde. – Det her er altså ikke en hyggeturnering – det er US Open.
— Læs også: Uvejret fik hovedrollen på US Opens førstedag
Ifølge Willett fik spillerne kun lige omkring 20 minutter til at stå klar på banen efter den anden tordenafbrydelse, hvilket ikke var nok til overhovedet at varme op.
– Jeg forstår godt, at de vil have spillet så mange huller som muligt, men nogen gange er det altså bedre bare at aflyse spillet for dagen, og så komme videre, lød det fra Willett.
Englænderen er i +4 efter 14 huller af første runde.