Nu undskylder USGA til Dustin Johnson – sådan da…

dustin johnson– Vi beklager, at vores beslutning om at vente med at træffe afgørelse i sagen om Dustin Johnson til efter runden var færdigspillet, medførte en unødvendig distrahering for de involverede spillere.
Sådan skriver USGA i en officiel udmeldelse ovenpå regelfarcen der gjorde, at det anerkendte golfforbund fik golffans og -spillere over hele verden på nakken søndag aften.
Sagen kort fortalt – i tilfælde af, at man ikke har hørt om den – var, at Dustin Johnson på femte hul af finalerunden kom ud for, at hans bold bevægede sig, imens hans putter var bag den. Putteren var dog ikke grounded, og det var derfor højst usandsyligt – mente både Johnson, hans spillemakker Lee Westwood OG den tilkaldte dommer – hvorfor Johnson blot skulle udføre puttet som om intet var hændt.
De høje herrer hos USGA valgte dog, at ignorere det faktum, at situationen var blevet vurderet af en dommer på banen, og ville – efter at have set nærbilleder af episoden – gerne have Dustin Johnsons syn på sagen efter runden. Dette valgte de så at informere Johnson om på 12. teested. Og ikke kun Johnson. Også alle øvrige spillere i toppen af leaderboardet blev gjort opmærksomme på, at der muligvis var et straffeslag i vente til Johnson, der på det tidspunkt kæmpede en tæt kamp med Shane Lowry om sejren.
USGA mente, at Johnsons placering af putteren i prøvesvinget kunne have været dét, der fik bolden til at bevæge sig. Og hvis det er “mere sandsynligt end ikke”, at spilleren har forårsaget boldens bevægelse, så koster det et straffeslag, som det så sirligt står formuleret i golfreglerne.
Selvom USGA beklager deres ageren, så skriver de dog i samme ombæring, at skulle situationen ske igen, ja så ville de nok agere på samme måde.
– Det er normalt, at afgørelser, der er baseret på TV-billeder, først behandles efter runden, når spilleren har en chance for at komme med sin vurdering. Og selvom vores beslutning om, at gøre det rette skabte usikkerhed blandt spillerne i toppen af leaderboardet, så forsøgte vi bare at løse situationen efter reglerne, skriver USGA.
Flere af verdens bedste spillere var ude med riven efter USGA søndag. Både Rory McIlroy, Jordan Spieth, Rickie Fowler, Ernie Els og mange flere kom med kraftig kritik af USGAs måde at håndtere sagen på.
Måske man i stedet burde udstyre dommerne med tablets, så de og spilleren i hurtigt samråd på teestedet kunne løse eventuelle regelproblemer uden ventetid. At informere om et muligt regelbrud i toppen af et US Open leaderboard med seks huller tilbage at spille, kom i hvert fald til at virke yderst amatøragtigt.
Johnson endte i øvrigt med at acceptere det ene slags straf. Dog sikkert med baggrund i, at han alligevel vandt med fire slag, og at det derfor intet betød. Havde stillingen i toppen været tættere, var sagen muligvis ikke endt så fredeligt.