Gigantisk danskerdag i Tyskland på Europa Touren

thorbjørn olesenDannebrog vejrer stolt i toppen af leaderboardet ved denne uges BMW International Open, hvor flere af danskerne havde en imponerende fredag på Gut Laerchenhof.
Bedst af danskerne er Thorbjørn Olesen, der for anden dag i træk var rundt i -5, og hans score på ti under par er nok til en delt 4. plads blot ét slag fra de tre førende spillere.
Også Anders Hansen befinder sig i top-10 efter to runder. Den ellers pensionerede dansker, der er tilbage for en kort bemærkning for at fastholde sin Europatour-kategori, fandt seks birdies og kun to bogeys på de 18 huller. Dermed gik Hansen til -6 samlet og ligger på en delt 10. plads inden finalerunderne.
Også Jeff Winther, Joachim B. Hansen og Thomas Bjørn skal spille med lørdag og søndag. Førstnævnte faldt en smule tilbage efter en anden runde i -1, men ligger stadig på en delt 14. plads i -5. Joachim B. Hansen er på delt 40. plads i -2 imens Bjørn akkurat klarede cuttet med to runder i -1 samlet, og indtager en delt 54. plads.
Morten Ørum Madsen, Lucas Bjerregard og Lasse Jensen missede cuttet.
Trioen i spidsen for turneringen består af Henrik Stenson, Raphaël Jaquelin og Kiradech Aphibarnrat, der alle er i -11. Stenson (-7) og Aphinbarnrat (-8) gik dagens bedste runder i Tyskland, og rykkede altså op på siden af Jaquelin, der også førte efter første runde.
Viasat Golf og Viaplay sender direkte fra finalerunderne i weekenden. Sendetiderne kan ses på vores TV-side.
BMW International Open, leaderboard