Sikker sejr til Stenson med flot andenplads til Thorbjørn

Henrik StensonSom nummer syv på verdensranglisten var Henrik Stenson højst rangerede spiller ved BMW International Open i Tyskland, og favoritten gik da også hen og vandt turneringen for anden gang i karrieren. Han blev dog presset undervejs af blandt andet Thorbjørn Olesen.

Grundet det voldsomme regnvejr lørdag over Golf Club Gut Laerchenhof måtte de førende spillere ud på 36 huller søndag, og her leverede Henrik Stenson runder i 67 og 71 slag. Samlet sluttede han i -17, hvilket var tre slag bedre end Darren Fichardt (69) og så Thorbjørn Olesen, der efter tre runder i 67 slag sluttede af med 73 slag. Danskeren leverede en rigtig flot turnering, hvor han undervejs i søndagens spil var oppe og føre turneringen. For det flotte resultat får Olesen 173.710 euro.
– Læs mere: Ryder Cup trofæet på besøg i Frankrig
Der var fem danskere med i finalerunderne, og af dem var Joachim B. Hansen eneste under par på de sidste 18 huller. 71 slag (-1) lød scoren, og det resulterede i en 33. plads. Anders Hansen (79) blev i sin første start i denne sæson nummer 56, mens Jeff Winther (74) og Thomas Bjørn (74) sluttede som nummer 59 og 65.
I den kommende uge runder Open de France en milepæl, når udgave nummer 100 bliver spillet. Det er igen Le Golf National ved Paris, der danner rammen om en af tourens største turneringer, og i år kan man prale af en præmiesum, der er steget fra 3 mio. euro til 3,5 mio. euro. Otte danske spillere vil være til start.
BMW International Open, resultat.