Alex Noren fører på Castle Stuart – fire danskere klar til weekenden

Alexander NorenDet svenske flag vejrer i toppen af leaderboardet efter to runder af Aberdeen Asset Management Scottish Open, da Alex Noren med en imponerende anden runde i -6 skød sin i spidsen for turneringen.
Noren kom dermed til -8 samlet og har et forspring på et enkelt slag ned til Danny Lee og Eddie Pepperell, der er i -7 efter runder i hhv. -6 og -5.
Generelt spillede banen noget nemmere fredag, hvilket også gjorde at cuttet endte på +2, og dermed sikrede fire danskere adgang til weekendens finalerunder.
— Læs også: Sebastian Cappel nummer to på Web.com
På den delte fjerdeplads i -6 finder vi Branden Grace og Matteo Manassero imens Padraig Harrington og Graeme McDowell deler 8. pladsen i -5.
Bedste dansker er Thomas Bjørn, der var rundt i -2 fredag og rykkede frem til en delt 27. plads i -1 samlet. Danskeren, der var ude i det hårde stormvejr torsdag eftermiddag, havde nok håbet på lidt svære betingelser til eftermiddagsholdet fredag, men sådan skulle det ikke gå, og dermed var Bjørns ellers nydelige -2 ikke nok til et større avancement.
Bedste danske runde fredag stod Lucas Bjerregaard for. Nordjyden var rundt i -3 og rykkede 40 pladser frem til en delt 49. plads i +1. Et slag efter ham, og dermed akkurat indenfor cutgrænsen ligger Joachim B. Hansen og Søren Kjeldsen begge i +2.
Aberdeen Asset Managment Scottish Open, leaderboard