Europatouren undskylder: Castle Stuart var for svær torsdag

padraig harrington
Padraig Harrington kæmpede også med vinden i Skotland

Stærke vinde – specielt om eftermiddagen – gjorde betingelserne særdeles svære for størstedelen af feltet ved gårsdagens første runde af Aberdeen Asset Management Scottish Open, der spilles på flotte, men også vanskelige, Castle Stuart.
Kun 20 spillere brød par under første runde, og 15 af de 78 spillere i eftermiddagsboldene præsterede ikke at bryde 80. Det medførte kritik efter runden fra blandt andre Thomas Bjørn, der flere gange havde problemer med, at få bolden til at ligge stille på green.
Nu erkender Europatouren så, at man havde sat banen alt for svært op, og at man vil tage bedre højde for betingelserne i de kommende runder.
— Læs også: Castle Stuart satte spillerne på prøve
– Vi har modtaget klager fra en række spillere, og vi anerkender nu, at vi burde have sat flere teesteder frem for at give bedre muligheder i den stærke vind. Det gjorde vi ikke, og det tager vi det fulde ansvar for, skriver Europatouren i en meddelelse til spillerne.
Det var specielt 18. hul, der medførte kritik. Et par-5 hul på 550 meter, der spillede direkte ind i vinden var for stærk kost for selv Europas bedste. Hele 14 spillere fik dobbeltbogey eller værre på torsdagens afslutningshul.
Viasat Golf og Viaplay sender direkte fra fredagens anden runde, hvor banen altså skulle være en smule mere tilgivende. Sendetiderne kan ses på vores TV-side.
Aberdeen Asset Management Scottish Open, leaderboard