Kjeldsen på andenpladsen efter ny god runde

Søren KjeldsenI svære betingelser lykkedes det Søren Kjeldsen at strikke en god runde sammen for anden dag i træk ved den 145. udgave af The Open, hvor nordjyden nu indtager en imponerende andenplads efter sine første 36 huller.
Kjeldsen havde ikke én eneste bogey på scorekortet, men holede flere gange lange putts for at redde par, hvilket blev afgørende for at holde sammen på den gode runde han havde gang i, og sluttede i -3 for dagen.
Samlet er Kjeldsen i -7 og indtager i skrivende stund en delt andenplads sammen med Henrik Stenson og Keegan Bradley, der begge mangler en del af deres runde.
Uanset hvordan det går i eftermiddagens bolde, så vil Kjeldsen dog holde fast i sin topplacering inden en yderst spændende weekend venter.
Lasse Jensen, der spillede sammen med Kjeldsen, var rundt i +4 fredag, og forbedrede altså sin første runde med tre slag. Alligevel må han dog tage til takke med en af de tunge placeringer, da hans +11 samlet giver en delt 150. plads ud af de 154 spillere.
Thorbjørn Olesen, der er sidste dansker i The Open, slår ud på sin anden runde kl. 13.42 dansk tid.
Viasat Golf og Viaplay sender direkte fra Royal Troon netop nu. Sendetiderne kan som altid ses på vores TV-side.
The Open, leaderboard