Søren Kjeldsen: – Jeg er meget stolt

SørenKjeldsen_aalborg15-296111Golf er igen på det olympiske program, og efter kvalifikationen stod det klart, at det bliver Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen, Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen, der skal vise Dannebrog frem. Som optakt til OL i Rio har Teetime.dk talt med nogle af spillerne, og for Kjeldsen er det med stor stolthed, at han tager hul på turneringen torsdag kl. 13:25.
– Det er mega spændende. Jeg havde aldrig drømt om, at den mulighed ville komme. OL er meget specielt, OL er noget jeg har fulgt hele mit liv. At kunne kalde sig en “Olympian” er noget, jeg er meget stolt over, og jeg glæder mig til hele oplevelsen. Min form er rigtig god. De sidste 18 måneder har været den bedste periode i min karriere.
At deltage i OL har betydet en turnering mere i et presset program, og selvom Kjeldsen ser OL som en fantastisk oplevelse, så venter der også store opgaver i den kommende tid.
– Jeg forventer at være i Rio i lidt over en uge. Jeg vil så gerne have hele oplevelsen med, men samtidig rykker Made in Denmark og afslutningen på Ryder Cup kvalifikationen, så jeg har så meget jeg gerne vil.
Normalt så rejser Kjeldsen og kollegaerne rundt og spiller for dem selv, men i Rio er han en del af et stort dansk hold, og planen er da også at komme ud og støtte danskere i andre idrætsgrene.
– Jeg håber at komme ud at se andre idrætsgrene, men jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu. Det primære bliver at følge de danskere, der gør det godt og har chancer for at vinde medaljer. Jeg håber, jeg kan lære en masse om andre idrætsgrene end min egen.
OL kan følges torsdag fra kl. 12:30. Se alle sendetiderne i Teetime’s tv-guide her.
OL (herrer), starttider.