MiD ProAm: Bjørn er abdiceret – Kjeldsen skal ud i 'Kongebolden'

Kongegolf3Thomas Bjørn har måttet abdicere fra ‘Kongebolden’, der traditionen tro headliner ved ProAm’en forud for denne uges Made in Denmark. I hans sted spiller Danmarks nye golfkonge Søren Kjeldsen.
Igen i år har Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik takket ja til invitationen, og sammen med kongen af Le Mans – Tom Kristensen – og selvfølgelig ‘Dynekongen’ Lars Larsen udgør han tilskuermagneten blandt ProAm-boldene.
At KHK Kronprins Frederik igen stiller op, kan man kun have stor beundring for. Kronprinsen, der officielt er medlem af Københavns Golfklub, spiller fra HCP 24, men spiller – efter eget udsagn – kun tre til fire runder om året. Så at man tør stille sig op foran hele Kongeriget i en disciplin man kun mestrer halvt – det kræver mod. Men så igen … KHK har trods alt krydset indlandsisen på hundeslæde.
En anden bold, der sikkert vil trække en del tilskuere er Anders Hansens ProAm. Han får nemlig selskab af tre normalt meget snakkende herrer. Komikeren Uffe Holm, ex-bokseren ‘Super’ Brian Nielsen og FC Københavns tidligere bestyrelsesformand, Flemming Østergaard.
‘Kongebolden’ bolden slår ud kl. 13.00 fra første tee. Alle øvrige starttider og spillernes handicap kan ses ved at klikke her.