Made in Denmark giver ungt talent mod på mere

Mathias GladbjergDet kan godt være, at Mathias Gladbjerg missede cuttet ved Made in Denmark, men for den 23-årige spiller fra Breinholtgård Golf Klub har det at være med på Himmerland Golf & Spa Resort været en fantastisk oplevelse, og det vil uden tvivl være en stor motivations- og inspirationskilde til den fortsatte karriere, fortæller han til Teetime.dk.
– Jeg er blevet her for at se lidt god golf. Det kan man jo også lære noget af. Se hvad de bedste gør anderledes, når de træner, og når de spiller. Jeg har været tilskuere de sidste par år, så det er en kæmpe drøm selv at kunne spille med.
Normalt hedder arbejdspladsen Nordic Golf League, så det har været et kæmpe boost for karrieren ved at kunne deltage i en Europa Tour turnering som Made in Denmark. Han har kunne måle sig med de bedste, og at spille på Europa Touren en dag er da også målet.
– Grundet at jeg kom med på et afbud, kom jeg i en bedre bold, end dem der kommer fra Nordic League, og jeg er bestemt ikke skræmt af niveauet. Forskellen ligger i, at de er gode til at strikke en hel runde sammen og få den bedst mulige score ud af det spil, de har på dagen. Der har jeg rigtig meget at lære. Jeg er helt vildt motiveret for at træne, for drømmen og målet er Europa Touren.
I jagten på drømmen har Mathias Gladbjerg tilmeldt sig Europa Tourens tourskole. Vil man følge ham i hans karriere, kan det ske via hans side på Facebook. Den kan findes via dette link.
Made in Denmark, leaderboard.