Mere træsko end tulipaner for danskerne ved KLM Open

Jeff Winther startede godt, men sluttede rigtigt skidt ved KLM Open
Jeff Winther startede godt, men sluttede rigtigt skidt ved KLM Open

Når man lader øjnene glide ned af leaderboardet efter første dagen af KLM Open, når man at blinke et par gange før Dannebrog dukker op.
Joachim B. Hansen og Lucas Bjerregaard er blandt spillerne på 48. pladsen, der alle var rundt i -1 torsdag. Det gør dem til de bedste danskere på en dag, hvor der ikke var meget at skrive hjem om.
Det lignede dog, at Jeff Winther igen ville finde vej til overskrifterne, da han var -4 efter de første syv huller. Men når overskriften til denne artikel ikke indeholder skyggen af Winthers navn, så skyldes det, at han fra 8. til 18. hul lavede syv bogey, og dermed sluttede dagen i +2 på en delt 104. plads.
Lasse Jensen og Morten Ørum Madsen deler 82. pladsen i +1, og der skal altså gode runder til fredag, hvis danskerne skal være godt repræsenteret i weekendens finalerunder.
I den danskerløse del af leaderboardet – også kaldet ‘toppen’ – var engelske Ben Evans, der er nummer 524 på verdensranglisten, bedst af alle torsdag. Evans startede på 10. hul, og da han kom til 15. havde han lavet fem birdes på de første seks huller.
Ben Evans fører efter første runde
Ben Evans fører efter første runde

Englænderen, der som nummer 143 på Race to Dubai listen skal bruge et par gode resultater den næste måneds tid, kunne ikke helt holde niveauet, men alligevel er hans score i -6 nok til at føre turneringen med et enkelt slag.
Den gode Evans gør dog klogt i, at kigge sig over skulderen fredag, for intet mindre end otte spiller deler andenpladsen i -5. Her i blandt den hollandske amatør Rowin Caron, der spillede en fejlfri runde med fem birdies.
Også de to svenskere Peter Hanson og Joakim Lagergen ligger på den delte andenplads inden anden runde, hvor hele 20 spillere er indenfor to slag af den førende englænder.
Viasat Golf og Viaplay sender direkte fra anden runde. Sendetiderne kan ses på vores TV-side.
KLM Open, leaderboard