Forkælelse på Bel Ombre – golf og rejsetips fra Mauritius (1)

1
”Madam. Sir. Velkommen til Bel Ombre. Jeg håber I har haft en behagelig rejse.” siger den kreolske portier på engelsk. Den venlige portier skifter til fransk og gentager sin velkomst, inden de nye gæster når at svare. De trætte rejsende fremstammer et ”joh tak, meget fin rejse, men en lang flyvetur fra Danmark til Mauritius.” Portieren lyser op i et stort smil: “Godt, nu kan I slappe af og lade os forkæle jer!” Vi opdager hurtigt at den rare portier har ret. Ønsker man forkælelse, er Bel Ombre det rette sted at opholde sig, ikke mindst hvis man indlogerer sig på Heritage Le Telfair Golf & Spa Resort.
Læs også: Forkælelse på Bel Ombre – golf- og rejsetips fra Mauritius (2)
2
Billeder sætter sig på nethinden og foreviges af kameraet: Sympatisk snack på værelsets terrasse – amuses-gueules der i høj grad fornøjer munden som det franske udtryk siger – og et glas Divine, lokal tropisk frugtvin på lichi, den himmelske kærlighedsfrugt. Frokostrestauranten Le Palmier for enden af diverse bassiner flankeret af palmer og med et bagtæppe af strand, lagune og Det Indiske Ocean. En opstilling der kan konkurrere med Taj Mahal og andre romantiske postkortfotos.
Den gudesmukke værtinde i råhvid hellang kjole foran restauranten Annabella’s, hvor aftens tre retter kan være fiskesuppe med krabberoulade, grillet rødfisk som hovedret og gaspacho på røde frugter med ingefær croutoner og vaniljeolie til dessert.
De tre sorte soulsøstre i bandet Clarisse der synger mauritisk séga på baren Cavendish, hvor øl fra Gister og Phoenix er gode alternativer til eksotiske cocktails.
Palmehytten i sandet hvor barstole er afløste af gynger og hvor man vugges til hvile med rom og punch og bølgernes rullen. ”Chill here”, siger skiltet. Og det gør man i sandhed på Heritage le Telfair.
3
Alle sanser bliver forkælet og efter en god nats søvn i den store kingsize seng på omkring fem kvadratmeter, er man klar til morgendagens golfudflugt.
Heritage Golf Club, Domaine de Bel Ombre
Fra klubhuset er der udsigt til 18. hul, hvor George Coetzee overvandt Thorbjørn Olesen på andet omspilshul under AfrAsia Bank Mauritius Open i 2015.
Denne julidag i 2016 er der udsigt til en meget ung golfspiller, der har en fest på puttegreenen med den lille drilske hvide bold.
Og endelig er der udsigt til en stor oplevelse på en aldeles vidunderlig golfbane.
4
Golfmanager Jeremy, en overordentlig sympatisk ung mand, mestrer som mange mauritiere tre sprog; han taler kreolsk med sit personale og engelsk eller fransk med gæsterne i klubben. Udover gode sproglige evner har Jeremy et stort talent for at sikre golfbanens tårnhøje kvalitet, et niveau der nås på bæredygtig vis bl.a. med brug af regnvand og økologisk gødning og salt til at bekæmpe ukrudtet med.
De brede, turistvenlige fairways er som fløjl, greens som ægte tæpper. Roughen er kort men vanskelig hvis bolden sætter sig ned i det fjedrende, tætte seashore paspalum, en græstype der er meget tolerant over for varme, og som strengt taget kan tåle saltvand til vanding.
Golfmanageren viser sig hurtigt at være den ideelle medspiller, som gerne deler sin viden om golfbanen, og som også brillerer ved at fortælle om flora og fauna undervejs.
På femte hul, i det høje krat hvor der af gode grunde er out, spotter Jeremy således nogle macaques i det tætte løv. De små grå aber, som franske sømænd indførte tilbage i det 18. århundrede fra Indonesien, holder meget af de delikatesser som findes langs fairway: mango, tropisk mandeltræ og ikke mindst de små grønne såkaldte Monkey’s Apples.
5
Hullerne føjer sig fint ind i landskabet, fx sjette der er et velskabt hul med tværgående vandløb inden den stejle bakke med velplacerede bunkers omkring green. Luksusvillaer ovenfor – beboet af en broget flok velhavere fra bl.a. Sverige, Tyskland, Sydafrika og Rusland – har prima udsigt til golfspillet.
6
Der er udsigt til bjerge og blomstrende sukkerrør, og vi kommer forbi store eksemplarer af the traveller’s palm, hvor Jeremy fortæller at palmen for the traveller – fx den rejsende golfer der har glemt vandflasken – kan fungere som en oase i ørkenen, hvor en vandet væske vælder frem, såfremt man borer et hul, der hvor den store vifte af blade samles. Måske skulle man skifte driveren – som alligevel ikke fungerede denne dag – ud med et svingbor, så man næste gang kan imponere en tørstig makker ved at fremtrylle en fontæne med drikkevand fra den rejsendes træ.
7
Kreolske gartnere, der tager sig af anlægget uden for selve golfbanen, har frokostpause. De bærer den traditionelle vinterpåklædning: hat med stor skygge, halstørklæde, jakke, skjorte, undertrøje og lange bukser der er stoppet godt ned i gummistøvlerne; det samme outfit som kreolerne i sukkerrørsmarkerne, der dog også har lange gummihandsker på for at undgå at skære sig på de skarpe sukkerrørsblade.
Den fascinerende bane forkæler golferne med adskillige fremragende huller omgivet af spændende plante- og dyreliv.
Kæmpestore sorte flyvende hunde, som engelsktalende opfatter som flying foxes, flakser pludseligt rundt i trætoppene, lander 25 meter oppe og sætter sig straks mageligt til rette med hovedet nedad og fremviser deres brune buskede mave. Jeremy fortæller at de flyvende hunde, eller ræve, alt efter sproglig præference, er vigtige for økosystemet, da de spreder pollen og frø fra deres raids på frugtplantagerne; men – som i australske Queensland – opfattes de som en pest af nogle frugtavlere der kalder dem Mauritius fruit bats.
8
På syvende gør Jeremy opmærksom på at Château du Bel Ombre, der ligger på den anden side af en lille sø til venstre for fairway, er kolonistil fra begyndelsen af 1800-tallet. ”Try the restaurant at Château du Bel Ombre, their cuisine is exquisite,” tilføjer han.
Måske er det talen om den udsøgte mad, der får Deres udsendte til at overse vandløbet der krydser fairway på omtalte hul, under alle omstændigheder bliver Jeremys informationer en dyr fornøjelse.  Både på golfbanen og i restauranten senere på dagen. Mørke skyer trækker sig sammen. Ottende og niende er maleriske, og med kulsorte skyer i baggrunden også dramatiske huller, så der skal ikke filmes mere. ”Don’t worry,” lyder det beroligende fra Jeremy, ”om vinteren er det af og til som de siger i Irland: kan du ikke lide vejret, så vent et kvarters tid.”
Vi undgår både bogeys, vandet fra oven og vandet i søerne på de sidste huller, men bliver enige om at vente med at optage spillet til næste dag. Lee Trevino skal ganske vist en gang have sagt, at han godt turde stille sig ud i tordenvejr og stikke sit ét-jern op i luften ”because not even God can hit a one-iron!” Man skal dog aldrig udfordre skæbnen, især når man ikke har et ét-jern i tasken.
9
Tekst: Kim Boje Fotos: Annemarie og Kim Boje
Heritage le Telfair Golf & Spa Resort, http://www.heritageresorts.mu/